Oprindeligt hed den Hadsten Hallen, siden hen blev det til Vestjysk Bank Arena, og nu har hallen så skiftet navn igen, så den i dag kaldes AL Sydbank Arena.
Har man gennem tiden kommet til Hadsten Håndbolds 1. divisionskampe, så har man nok hørt halspeaker Lars Bager, en gang eller to, bruge vendingen “Vi spiller i Hulen i Hadsten”, især i de år, hvor hallen var et næsten uindtageligt sted at spille for modstanderne. Hallen har dog også heddet Vestjysk Bank Arena siden 2013, hvor den som den første hal i Favrskov, fik lov til at få et kommercielt navn, og det har så holdt ved lige siden.
Grundet en fusion med AL Bank og Sydbank, så er der ikke længere noget der hedder Vestjysk Bank, og i stedet er navnet for de tre banker AL Sydbank. Dermed har kommunens næststørste hal igen fået nyt navn, og det glæder formand for Hadsten Kultur og Idrætscenter, René Jensen, sig over.
“Det betyder meget for os, at vi har et tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv i Hadsten, og derfor er jeg også rigtig glad for, at AL Sydbank har valgt at forlænge aftalen, til en start frem til sommeren 2027. Vi har gennem mange år haft et godt samarbejde med banken, og det værdifællesskab vi har skabt, og som jeg mener er til glæde for begge parter, skal vi forsøge at gøre endnu stærkere i den kommende tid”, fortæller René Jensen til ByensNyt.
Tidligere på året fik AL Sydbank i Hadsten ny filialdirektør, Thomas Crone Jørgensen, der overtog efter Hans Peder Hansen, og det, sammenholdt med fusionen, er grunden til, at aftalen til en start blot gælder til 2027. Thomas Crone Jørgensen glæder sig over aftalen der gør, at AL Sydbank får masser af lokal eksponering, hvilket er ekstra vigtigt med et nyt navn i bagagen.
“Det er vigtigt for os at være til stede lokalt, til trods for, at vi nu er blevet en noget større bank. Vi er stadig de samme menneske i afdelingen og vores lokale engagement vedbliver, og derfor er det også vigtigt, at vi får spredt ud til flest mulige, at vi har fået nyt navn. En hal, hvor der kommer mange udøvere, men også mange tilskuere er helt oplagt, og derfor var det ikke svært at beslutte, at forlænge aftalen”.
Hadsten Håndbold har i denne sæson et 1. divisionshold i håndbold igen, men det er, i følge filialdirektøren, ikke afgørende for en forlængelse af navnesponsoratet til næste sommer. For banken er det vigtigere med bredden og lokalt engagement.
“Der sker enormt mange ting her i AL Sydbank Arena, og det er noget vi gerne vil være en del af. Ud over det sportslige, er der også mange arrangementer hen over året, f.eks Bierfest, julefrokost, standup og meget andet, hvilket skaber liv og tiltrækker mange mennesker. Så selvom at 1. divisionsholdet skulle rykke ud, så har det ikke betydning for sponsoratet. Vi er tiltrukket af bredden og det lokale liv der leves her, og det er det, vi bakker op om. At der så er et 1. divisionshold, det er kun et rigtigt stort plus”, fastslår Thomas Crone Jørgensen.






















