Mandag 26. oktober 2026

Præsenteret af

Vores partnere

Debat: Der må være en grænse for galskaben 

Vi har modtaget følgende debatindlæg fra Mette Nøhr, medlem af byrådet i Favrskov for Det Konservative Foleparti. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Mette Nøhr Byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Favrskov Grønhøjvej 33, 8450 Hammel 

”Vi ved godt, du har fødselsdag, men du kan altså ikke få den hakkebøf, du ellers gerne vil have. Vi må jo tænke på CO2-regnskabet.” 

Forestil dig, at du får den besked, når du sidder som 91-årig på plejehjemmet og fejrer din måske sidste fødselsdag. I København har det desværre vist sig at være virkeligheden i flere tilfælde, har medierne berettet de seneste dage. Den kommunale madstrategi i hovedstaden er åbenbart så rigid, at den trumfer enhver form for fornuft, selvbestemmelse og respekt for den enkelte. 

Jeg er med på, at vi skal fremme det grønne og bæredygtige, men der må være en grænse for galskaben. Vi ved jo godt, at det ikke er den hakkebøf, som gamle Jensen får på sin fødselsdag, der får jorden til at kollapse i morgen. Det er blot symbolpolitik. Det er helt andre håndtag, vi skal skrue på, når det handler om at fremtidssikre vores fælles planet. 

Nu er København som bekendt ikke Favrskov, men det er ingen hemmelighed, at vi tidligere på året havde en snak i Favrskovs Kommunes social- og sundhedsudvalg om ældremad og klimabelastning. Jeg vil nøjes med at konstatere, at der næppe var nogen omkring mødebordet, som er i tvivl om, hvor jeg står i den debat. 

Den aktuelle sag fra København handler ikke bare om en enkelt hakkebøf med bløde løg. Den er i mine øjne et billede på, hvordan vi som samfund ser og behandler vores ældre medborgere. Det er dybt rystende at se, hvordan hensynet til systemet igen og igen vejer tungere end hensynet til og respekten for den enkelte ældre. Det kan simpelthen ikke passe, at folk skal miste deres selvbestemmelse og valgfrihed, bare fordi de bliver gamle. Vi skal passe på, at vi ikke skaber et samfund, som mange ikke har lyst til at blive gammel i. 

Som lokalpolitiker er det naturligvis ikke min opgave at diktere, om der skal hakkebøf, frikadeller eller bønner på tallerkenen rundt på plejehjemmene. Det er derimod min opgave at være til at sikre de ældre den selvbestemmelse og valgfrihed, som de har ret til.

NYHEDSBREV

Få ugens nyheder fra Favrskov

Vælg de områder, du vil følge. Én mail om ugen.

Ingen spam. Afmeld når du vil.