Efter tæt på 30 år i SuperBrugsen i Hammel, er tiden nu kommet for René Sørensen til at stoppe som brugsuddeler, og stafeten er allerede givet videre til Mads Sørensen.
Siden René Sørensen var 32 år, har han haft sin daglige gang som brugsuddeler i SuperBrugsen i Hammel, men siden starten af oktober, har det været Mads Sørensen fra Hadsten, der har haft den titel.
Fredag d. 30. oktober bliver der så sagt pænt farvel til René Sørensen, når SuperBrugsen inviterer til afskedsreception fra klokken 10-12 i butikken. Her vil man være vært med lidt godt til ganen, og kunderne får her mulighed for at sige farvel til den nu tidligere brugsuddeler.
“Nu har jeg været her siden jeg var 32 år, så nu er det vist på tide, at der kommer nye og friske kræfter til. Det er lidt af et scoop, synes jeg, at det er lykkedes for bestyrelsen og Galten Brugs, at få lokket Mads til Hammel. Han kommer med stor erfaring fra både Kvickly og SuperBrugsen, og med sine blot 36 år, så kommer der i den grad ny energi “, lød det fra René Sørensen, da det blev offielt, at Mads Sørensen havde fået stillingen som ny uddeler.
“Jeg synes selv, at jeg overdrager en god og velfungerende butik, som løbende har udviklet sig og lavet nye tiltag. Det sidste tiltag jeg når, inden jeg stopper er bagerudsalget, som starter op i starten af september. Noget jeg har store forventninger til, og som uden tvivl vil blive et stort aktiv i butikken og for Hammel. Da jeg startede i Hammel var der tre bagere, og i dag er der ingen, hvilket jo er en klar mangelvare i en by på Hammels størrelse, så det er jeg glad for, at vi lykkedes med”.










