En udvidelse til et trecifret millionbeløb skal øge produktionen på biogasanlægget. Planerne omfatter også en ny tilkørselsvej fra Hammelvej, som skal flytte trafik væk fra Jebjerg og nordvest om Laurbjerg.
Langaa Bioenergi har søgt Favrskov Kommune om at udvide og modernisere sit eksisterende biogasanlæg. Virksomheden ønsker at øge kapaciteten fra op til 106.000 ton biomasse om året til op til 350.000 ton.
Samtidig skal den årlige produktion af metan øges fra op mod syv millioner kubikmeter til cirka 13 millioner kubikmeter. Det svarer ifølge virksomheden til det årlige gasforbrug i op mod 10.000 husstande.
Investeringen ventes at løbe op i et trecifret millionbeløb. Biomassen skal fortsat primært bestå af husdyrgødning og restprodukter fra landbruget, og ifølge virksomheden peger en biomasseanalyse på betydelige tilgængelige ressourcer inden for cirka 30 kilometer fra anlægget.
Har investeret i den eksisterende drift
Planerne om en udvidelse har været undervejs i flere år. I 2024 arbejdede Langaa Bioenergi med lignende planer, som siden er blevet tilpasset efter dialog med naboer, lokalområdet og politikere.
Siden 2024 har virksomheden desuden investeret et større tocifret millionbeløb i det eksisterende anlæg.
“Over de seneste år har vi arbejdet fokuseret på at forbedre vores drift, og det synes jeg, vi er lykkedes med. Vi har blandt andet investeret millioner i bedre luftrensningssystemer og taget flere gamle bygninger ud af drift, hvilket har haft en målbar effekt. Nu er vi klar til at tage næste skridt, hvor vi kan hjælpe lokale landbrug med at afgasse mere husdyrgødning og bidrage med mere lokalproduceret grøn energi til gasnettet.”
Det siger Lars Frandsen, direktør for Langaa Bioenergi i en pressemeddelelse.
Ny vej er en central del af planerne
Udvidelsen skal efter virksomhedens planer omfatte lukkede faciliteter til håndtering af biomasse samt bedre luftrensning og ventilation, som skal begrænse påvirkningen af lokalområdet.
Trafikken til og fra anlægget er også en væsentlig del af ansøgningen. Her indgår en ny tilkørselsvej øst for anlægget med forbindelse til Hammelvej.
“Et af de store ønsker fra naboer og lokalområdet tilbage i 2024 var at ændre tilkørselsforholdene til og fra anlægget. Derfor er planerne om en ny tilkørselsvej fra Hammelvej en central del af ansøgningsmaterialet. Det vil flytte trafikken fra Jebjerg og nordvest om Laurbjerg til større veje. Det giver rigtig god mening for mange mennesker.”
Det siger Lars Frandsen, som også ønsker tættere kontakt med kommunen og lokalområdet om mulighederne for trafikforbedringer.
Vil styrke dialogen med naboerne
Langaa Bioenergi lægger op til mere løbende information til lokalområdet og ønsker at samarbejde med lokale uddannelsesinstitutioner om undervisning i biogas og energiproduktion.
“I september og oktober havde vi et par rigtig gode arrangementer, hvor naboer og politikere var inviteret til rundvisning og orientering om vores udvidelsesplaner. Her var der et stort ønske om at styrke dialogen, relationen og informationsniveauet, og det er vi også ved at tegne rammerne for.”
Det fortæller Lars Frandsen.
Virksomheden vil desuden undersøge muligheden for at indgå i den lokale fjernvarmeforsyning og ønsker et CO₂-fangstanlæg, der ifølge planerne har potentiale til at opsamle op mod 19.000 ton biogent CO₂ om året.
Ansøgningen er indsendt som led i Favrskov Kommunes ansøgningsrunde for større vedvarende energianlæg. Der er tale om virksomhedens ønsker til en udvidelse, som kræver kommunens godkendelse, før planerne kan realiseres.
Fakta om Langaa Bioenergi og udvidelsen
- Nuværende kapacitet: Op til 106.000 ton biomasse årligt.
- Ønsket kapacitet: Op til 350.000 ton biomasse årligt.
- Gasproduktion: Ønskes øget fra op mod syv til cirka 13 millioner kubikmeter metan årligt.
- Investering: Et trecifret millionbeløb.
- Ejerskab: Langaa Bioenergi har siden december 2023 været fuldt ejet af Danish Bio Commodities, som i sommeren 2026 blev opkøbt af den nordiske biogaskoncern St1 Biokraft.
























