Tirsdag 3. november 2026

Præsenteret af

Vores partnere

Fra skolebænk til førerhus hos Frode Laursen i Vitten

Foto: Favrskov Kommune

Elever fra 7. A på Haldum-Hinnerup Skolen fik indblik i både lastbiler, logistik og uddannelsesmuligheder, da de besøgte Frode Laursen som en del af forløbet ’Kloge Hænder’. Allerede inden besøget for alvor var begyndt, spurgte eleverne til muligheden for et fritidsjob.

Kan man få et fritidsjob her, og hvor gammel skal man være?

To elever er hurtige med spørgsmålene, da 7. A fra Haldum-Hinnerup Skolen besøger logistikvirksomheden Frode Laursen i Vitten. Svarene må vente, til eleverne når frem til værkstedet, men interessen for arbejdspladsen er vakt.

Besøget er en del af ’Kloge Hænder’, som Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro står bag. Forløbet skal give eleverne kendskab til erhvervsuddannelserne gennem mødet med lokale virksomheder og de mennesker, der arbejder der.

Naturvidenskabernes Hus har både hjulpet virksomheden med at forberede besøget og sparret med lærerne om det faglige indhold. Som optakt har lærerne også selv været på besøg hos virksomheden.

En lastbil over Storebælt hvert sjette minut

Eleverne kender de karakteristiske lastbiler med Frode Laursen-logoet og de røde og grønne streger. Hvad bilerne transporterer, og hvor mange forskellige opgaver der ligger bag transporterne, er til gengæld nyt for dem.

Inden klassen bliver delt i tre grupper, introducerer HR-assistent Nadja Thorup virksomheden:

– Vi arbejder med terminaler, hvor varerne kommer hurtigt ind og ud igen. Så har vi lagerhoteller, hvor vi opbevarer varerne for vores kunder. Der sidder 350 medarbejdere på vores hovedkontor her i Vitten. Vi kører i fem lande, har 700 lastbiler og omkring 1800 trailere. Hvert sjette minut kører der en Frode Laursen-lastbil over Storebælt. Nogle medarbejdere disponerer bilerne, og det betyder, at de planlægger, hvordan lastbilen skal pakkes, så det passer til den planlagte rute. Så er der shippingafdelingen, der styrer toldpapirerne og emballageafdelingen med fokus på eksempelvis palleregnskabet, fortæller hun i følge Favrskov Kommunes hjemeside.

På turen gennem kontorområdet får eleverne et indtryk af hverdagen, mens medarbejderne arbejder ved computerne og taler i telefon.

Foto: Favrskov Kommune

Opgaver på værkstedet og bag skrivebordet

På værkstedet tager mekaniker og værkfører Torben Fogh imod en af grupperne. Her bliver eleverne udfordret i en kimsleg, hvor de med bravur udpeger de to redskaber, der ikke var under tæppet. Begejstringen stiger yderligere, da alle får lov til at prøve at sidde i førerhuset på en spritny lastbil.

Og så kommer svaret på spørgsmålet om fritidsjob:

– Hvis I er interesserede, så kom ud, når I bliver 15 år, så må vi se, om der er et job til jer. Er det en aftale? spørger Torben Fogh og får flere ja’er retur.

Hos kommunikationsmedarbejder Benjamin Andreassen prøver eleverne kræfter med speditørens arbejde. De regner på, hvor meget der kan være i en lastbil, og hvilken rute der bedst kan betale sig, når både tid og kilometer tæller.

På den tredje station fortæller Nadja Thorup om nogle af de varer, virksomheden transporterer, og om de forskellige uddannelsesmuligheder hos Frode Laursen.

Fra enhjørning til overvejelser om arbejdslivet

Rosa, Josephine og Mille er blandt eleverne, der har fået noget med hjem fra besøget:

– Det er sjovt at lære noget nyt og se et sted, hvor folk arbejder. Det er også godt at få en fælles oplevelse i klassen, komme væk fra skolen og ikke sidde ned hele dagen. Det har været fedt med de tre stationer.

– Jeg kunne godt se mig selv arbejde her, lyder det fra Josephine.

Den tanke deler Rosa og Mille. For Rosa har besøget også sat gang i overvejelserne om, hvad fremtiden kan bringe:

– Da jeg var lille, sagde jeg altid, at jeg skulle være enhjørning, når jeg blev stor. Nu er vi ved at være der, at det faktisk er relevant for os at snakke om, hvad vi godt kunne tænke os at arbejde med. Og her er mange bud.

Skal gøre mulighederne konkrete

Det er første gang, Nadja Thorup og Benjamin Andreassen har gennemført et skolebesøg med de tre stationer. Tanken er at give eleverne mulighed for selv at prøve nogle opgaver og dermed gøre virksomhedens fag og uddannelsesmuligheder mere håndgribelige.

– Det er oplagt for virksomheden at åbne op for de lokale skoler og invitere dem inden for, da der er fokus på at få flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne. Nogle af de uddannelser kan de få et kendskab til hos os. Vi har et fint samarbejde med Naturvidenskabernes Hus og selvfølgelig Favrskov Kommune, hvor vi blandt andet samarbejder omkring rekruttering. Ved besøget har vi haft fokus på at dele vores faglighed og håndgribeligt sætte fokus på det, vi laver. Det var netop også meningen med stationerne, hvor de får nogle opgaver, så de bedre kan forstå det faglige indhold og de mange begreber, siger Nadja og Benjamin.

I Favrskov Kommune er samarbejdet mellem skoler og virksomheder også en del af arbejdet med at imødekomme både den aktuelle og fremtidige efterspørgsel på arbejdskraft, fortæller Thomas Smidt, direktør i Børn og Kultur.

– Vi tror på, at vi med skole-virksomhedsforløb som disse kan udvide de unges interesse for uddannelses- og karrieremulighederne inden for både håndværk og industri. Vi er derfor rigtig glade for, at der er nogle af vores lokale virksomheder, der byder sig til og lægger tid og energi i at udvikle og gennemføre forløbene sammen med skolerne, understreger Thomas Smidt.

Foto: Favrskov Kommune

Fakta: Kloge Hænder og Erhvervsholdet

Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro står bag ’Kloge Hænder’. Kontakten til Frode Laursen er skabt gennem Erhvervsholdet, der fungerer som bindeled mellem skoler og lokale virksomheder i Favrskov Kommune.

Erhvervsholdet arbejder for at fremme unges kendskab til erhvervsuddannelserne og inspirere til samarbejde mellem skoler og virksomheder. Holdet deltager desuden i arrangementer som EuroSkills og DM i Skills for at give eleverne førstehåndsoplevelser af erhvervsuddannelserne.

NYHEDSBREV

Få ugens nyheder fra Favrskov

Vælg de områder, du vil følge. Én mail om ugen.

Ingen spam. Afmeld når du vil.