Jens Lyn Event – Hadsten Bio

Dato/klokkeslæt
Dato: 02/04/2022
Kl.: 18:30 - 19:45

Sted
Hadsten Bio


I år er Hadsten Bio blevet en del af den store tilbagevendende begivenhed Sci-fi-Con, der i år løber af staben den 2. og 3. april i Arena Randers.

Sci-Fi-Con er Danmarks største Star Wars- og science fiction-messe, der samler det allerbedste fra science fiction og fantasy-universet, og hvor man kan møde skuespillere fra Star Wars og andre markante personligheder kendt fra film og TV, komme til foredrag, opleve cosplay, købe collector’s items, og meget, meget mere.

Lørdag den 2. april kl. 18:00, vil der, når messen i Randers er ved at slutte for den dag, afgå shuttle-bus fra Arena Randers til Hadsten Bio, hvor vi er beæret over at være rammen for et fænomenalt film-event!

Vi viser “Flash Gordon” fra 1980, og der vil inden filmen være oplæg af den mand, der måske i hele verden ved mest om Jens Lyn: Nicolas Barbano.

På sporet af Flash, a-ah!
Før Luke Skywalker var der Flash Gordon, også kendt som Jens Lyn. Han blev skabt i 1934 af tegneren Alex Raymond, og siden har han sammen med sine trofaste ledsagere Dale Arden og Dr. Zarkov reddet universet fra talrige farer, hvoraf den værste var rumkejseren Ming the Merciless fra planeten Mungo! Kulturformidler og genrefilmekspert Nicolas Barbano guider os på en rejse gennem kulisserne bag eventyret om den heroiske sportsstjerne og rumhelt, Flash (a-ah!), der vandt fodfæste som avistegneserie og siden har optrådt i seriefilm, tegnefilm og spillefilm. Foredraget illustreres af tegninger og filmklip, og fører os frem til aftenens film – der har et af verdens bedste filmsoundtracks!

Vi viser som sagt Mike Hodges’ fantastiske og overdådige space-opera, FLASH GORDON fra 1980. Den kult-dyrkede klassiker, med Sam J. Jones, Melody Anderson, Topol, Ornella Muti, Timothy Dalton og Max Von Sydow som Kejser Ming. Og filmens udødelighed skyldes i høj grad en eksplosion af et soundtrack, da det er selveste QUEEN der leverede musikken til filmen!

Vi skal have fest i Hadsten Bio, så kom til en musikalsk eventyr-aften ud over det sædvanlige!

Vi starter vores event kl. 18:30.

Foredrag af Nicolas Barbano forventes at tage ca. 45 minutter.
Herefter mindre pause.
Spilletiden for FLASH GORDON er 111 min.

Billetprisen er inkl. både foredrag og film.

Shuttle-bus fra Arena Randers til Hadsten Bio, og retur efter filmen er gratis.

Læs mere om Sci-Fi-Con 2022 og køb billet hertil på www.scificon.dk, og på Sci-Fi-Cons facebook-side.

Hadsten Bio giver endnu engang en one-and-only mulighed for at se (eller gense) en højt æret kult-klassiker på det store lærred..

OBS! Versionen der vises i Hadsten Bio er i et DCP format (Digital Cinema Package), der ekstraordinært er hentet fra Paris, og derfor ikke har danske undertekster. 

Entré: 60 kr

Charlotte Elgaard
Charlotte Elgaard er student fra Favrskov Gymnasium og læser til ergoterapeut på VIA University College i Århus. Charlotte er ansvarlig for at opdatere "ugens udvalgte oplevelser", der udkommer hver onsdag på ByensNyt.