Hadsten Handel havde lørdag formiddag inviteret byens unge til sæbekasserace i Søndergade i Hadsten. Den opfordring havde Oscar, Tobias og Emil taget til sig.

Modstanden var relativ, da de tre var de eneste, der stillede op, men det skal ikke tage noget fra de tre unge fyre, der i den grad levede sig ind i løbet. Den flotte røde racer, med mange fine detaljer, er vist i kategorien som over middel af kvalitet inden for sæbekassebiler, og dommer Thomas Bach, var da også imponeret.

“Det er virkelig håndværk, og fedt at se, at der stadig laves sæbekassebiler. Lidt ærgerligt, at de var de eneste, men hermed en opfordring til, at tage løbet op igen, og at nogle fædre eller bedsteforældre, får gang i værkstedet, så vi næste år får et rigtigt race”, lyder opfordringen fra Thomas Bach, der ejer Bach Auto, til ByensNyt.dks udsendte.

Oscar og Emils far, Dan, der har stået for produktionen af bilen, var en glad mand efter løbet. Bilen var egentligt ikke lavet til dagens løb, men nu kunne den så virkelig blive vist frem.

“Det har været ret sjovt at lave bilen, hvor drengene har været med undervejs, så det har også været god tid sammen med dem. Vi har planer om forbedringer og endnu mere lir, og jeg kan klart anbefale, at gå i gang med at lave en bil, fordi det er god underholdning, og børnene er vilde med det”, fortæller Dan efter løbet.

Drengene kunne ud over sejren, tage hjem med is og drikkedunk samt gavekort til byens butikker.

Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.