Christina og Brian i færd med arbejdet. Foto: Ove Rosenkvist

”Der er fint gang i butikken frem til på den anden side af påske og derefter venter udendørssæsonen, så vi har ikke noget at klage over” beretter malermester Brian Rassing Pedersen og hans kone Christina, som begge var i færd med at male hos en kunde, da ByensNyt forleden fangede dem i telefonen.

”Ja, vi maler jo stadig rigtig meget hvidt”, fortæller han, “og så tilfører folk selv farver på rummene med deres møbler, billeder på væggene, vaser og andre interiørartikler”.

”Ja, og mange foretrækker måske et felt eller en enkelt væg med en punktfarve ved siden af det hvide”, supplerer Christina og oplyser, at det ofte er punktfarver i pastel eller jordfarver i brunlige eller grønlige nuancer, som kunderne selv har fundet på et farvekort, der vinder frem lige nu.   

”Der er ikke mange der får tapetseret i dag, svarer Christina, da ByensNyt spørger ind til det, ”men ofte lægger vi bare bunden, monterer måske filt og så maler vores kunder selv, der er vi meget fleksible.”   

I det hele taget er Christina og Brian nogle positive mennesker, der bare nyder deres arbejde.

Jeg spurgte dem om, hvor længe de har drevet forretning og de fortæller, at er i gang med deres 23. år i år. ”50% af kunderne er private, så vi er meget afhængige af de henvendelser vi får” siger Brian ”og vi er taknemmelige for, at kunderne lige bruger vores telefonnummer”. 40% er erhverv og her har parret også et godt samarbejde med mange af de lokale håndværkere. ”Der kommer jo også hele tiden nye til og vi samarbejder gerne med dem alle sammen” siger Brian. 10% af opgaverne kommer fra offentlige kunder og lige nu er de i gang på en lokal uddannelsesinstitution.

På spørgsmålet om, hvad de er særligt gode til og hvad der får deres kunder til at foretrække dem, svarer Brian: ”Puha, det er sørme svært selv at svare på, men for det første gør vi en dyd ud af at overholde vores aftaler, og så forsøger vi at holde en god tone og vi går op i, at det er i orden det vi laver”. ”Godt humør og god kvalitet, det kommer man langt med og vi siger aldrig nej”, lyder Brians afslutningsreplik

Parret er tredje generation i Hadsten Malerforretning der samlet set efterhånden har eksisteret i 63 år. Brians forældre overtog forretningen fra deres mester for en krone. Brian blev uddannet i 1992 og har drevet forretningen sammen med Christina siden1997.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er medstifter af og formand for Favrskov Revyen i Hadsten. Han er derudover formand for Kulturhuset Sløjfen i Hadsten, næstformand for Favrskov Gymnasium og medforfatter på to bøger.