15. september 2024

Prisvindende pedalspand er fra FROST i Hadsten

FROST A/S der siden 2002 har haft til huse i Erhvervsparken i Hadsten og som nu er ved at bygge et helt nyt domicil på Bavne Allé ved siden af Behr, der ligger ud mod Ødumvej mellem Hadsten og Selling har gennem årene haft stor succes med flere af deres flotte interiør- og boligdesignprodukter.

Lige nu er det pedalspanden FROST Pedal Bin, designet af den mangeårige samarbejdspartner, arkitekt- og designfirmaet Bønnelycke MDD fra Århus, som modtager flotte priser.

FROST Pedal Bin har vundet de internationale priser Red Dot design award, IF Design Award og Good Design og senest her i 2019 har den modtaget den anerkendte tyske designpris German Design Award Special.

Så når man ser spanden i en førende interiørbutik et sted i Danmark eller i udlandet, (Frost eksporterer til de fleste lande i Europa og til Canada, USA og Australien) ja, så er det sjovt at tænke på, at den stammer fra et mindre designfirma i udkanten af Hadsten. Det bliver spændende at følge den fortsatte udvikling og de nye produkter fra Hadsten-firmaet FROST i de kommende år.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler