Butikkerne i 8370 og resten af Favrskov Kommune bløder for tiden, grundet Corona virussen, og mange har enten reducerede åbningstider eller helt lukket. Nu bliver det muligt, at handle online i dine favoritbutikker på FavrskovOnline.dk.
Det er John Nielsen fra OnlineSynlighed.dk, der har lavet det nye tiltag, hvor butikkerne får mulighed for at sælge deres varer online, hvorefter de bliver leveret til kunderne. Det er gratis for butikkerne at være med, og John Nielsen forklarer, at der ikke er noget økonomisk i det for ham.
“Jeg fik idéen i fredags, da jeg oplevede at gaderne lå helt tomme, og der tænkte jeg, at det ikke kunne være rigtigt, noget må da kunne gøres, og det gjorde jeg så. Det er vigtigt at understrege, at det her ikke bare er for Hadsten eller Hinnerup, men hele Favrskov. Det skulle gerne blive et lokalt strøg, hvor man kan handle, bare online”, siger John Nielsen til ByensNyt.dk.
Allerede nu har flere butikker tilmeldt sig, herunder Bogormen, Hadsten Computer, Skjold Burne Vinhandel og Paragraf Advokaterne samt en del butikker i Hinnerup.
“Alle kan være med, der er ingen begrænsninger, og jeg tænker, at alle har noget de kan sælge, også dem der ikke må have åben, f. eks frisører der kunne sælge produkter til håret og kosmetologer der kan sælge hudplejeprodukter. Det er også for restauranter og caféer, så der er ingen begrænsninger, kun muligheder” forklarer John Nielsen, der forventer, at FavrskovOnline.dk kan starte op senere i dag.
“Der er ikke taget stilling til, om vi skal fortsætte efterfølgende, når tingene kommer tilbage til normalt, men viser det sig, at der er interesse for det, så kan jeg sagtens se, at vi fortsætter FavrskovOnline.dk, men det tager vi til den tid. Lige nu, handler det om, at få skabt noget omsætning, så butikkerne overlever”
ByensNyt.dk følger naturligvis op på dette flotte tiltag, og kan kun opfordre alle til at bakke op, hvad enten man skal sælge eller købe.