4. november 2024

Det er jo faktisk noget af det allerførste vi ved om det præhistoriske Hadsten

Sådan siger Pia Mark, da ByensNyt aflægger hende en visit i hendes hyggelig spisestue på Kollerup Gods.

”Jeg synes virkelig, at det er betagende at tænke på, at vi nu har endnu et vidnedbyrd på, at der har boet mennesker lige her omkring Kollerup, længe før vi hidtil har været klar over det”

Pia henviser til, at Moesgaards Museum netop har identificeret tre urner på Kollerups jorde. ”Udgravningen arkæologerne har været i gang med, vurderes at være fra germansk jernalder – det er ca. 375-800 e.kr. Så perioden lige inden vikingetiden” fortæller Niels Christian Selchau-Mark til ByensNyt. Du kan se artiklen fra tidligere på ugen her: Opsigtsvækkende fund på Kollerup Mark

”Det er jo ikke Kollerup eller godset i sig selv der skaber historien. Godset er jo ikke kultur. Kultur skabes jo af menneskers liv” siger Pia Selchau-Mark ”og det faktum, at der har boet mennesker her, i hvert fald de sidste 1600 år gør jo, at Kollerup gods jo i den sidste ende kun er en parentes i historien. Det er da spændende” siger hun.

At Pia er mere end almindeligt interesseret i historie afsløres ret hurtigt, da hun begynder at fortælle mig om, at den germanske jernalder jo afløste den romerske jernalder og at den tid også blev kaldt for folkevandringstiden. Inden jeg blev helt henført i hendes historiske fortælling, nåede jeg lige at spørge ind til, hvad arkæologerne på marken havde fortalt mig om. Nemlig, at man på Kollerup har gjort sig en række spændende fund gennem tiderne.

Vikingenøglen, som er fundet midt på Kollerups gårdsplads

”Ja det seneste er faktisk en rigtig interessant lille bronze-ting, som jeg har fundet lige her ude på gårdspladsen” fortæller hun begejstret mens hun viser mig det fine lille fund.

”Jeg troede egentlig det var et lille spænde til et tørklæde eller en hægte eller sådan noget, men arkæologerne fortæller mig, at det er en nøgle til et skrin og at den antageligt er fra vikingetiden. Om den er tabt der dengang og så først fundet nu eller den er fundet et andet sted og så tabt sidenhen ved man naturligvis ikke, men jeg synes da, at det er rigtig spændende” siger hun. ”Det er jo bare endnu et vidnesbyrd på historien. Men om nøglen er en indikation på menneskers liv her på den tid eller et tilfælde, det ved vi ikke”.

Men nøglen er langt fra det eneste man har fundet på Kollerup gennem tiderne. ”Min mand døde i 1999 men både han og min svigerfar har gjort sig mange fund her på godsets jorde og de har registreret tid og sted for mange af fundene i en bog”.

Nogle af fundene er gjort på Elverhøj ved Kollerup Mølle og andre på Flegebakken og andre steder rundt omkring på godsets jorde. ”Vi har fundet adskillige stenøkser og også en slibesten. I starten troede jeg, at de alle stammede fra stenalderen men i dag ved jeg, at man har brugt redskaber af sten langt op i tiden, fordi metal var dyrt og svært at skaffe. Og så er der også fundet forstenede søpindsvin. De sidste er bare et udtryk for, at man allerede dengang fandt fossiler fascinerede og derfor har samlet dem op og gemt dem” fortæller hun.

Der er også fundet potteskår og krukker hvoraf den ene, en rigt fin korthalset krukke dekoreret med mæandermønster.

”Så vidt jeg ved” fortæller Niels Christian Selchau-Mark efterfølgende til ByensNyt er krukken enten fra romersk jernalder (1 e.v.t.-375 e.v.t.) – eller før-romersk jernalder (500 f.v.t.-1 f.v.t.) Jeg har en mavefornemmelse af, at det minimum er før-romersk jernalder – måske endda nordisk bronzealder”. 

”Mønsteret i den type krukker blev ofte lavet med neglene” fortæller Pia og fortsætter. ”Hvis man selv prøver at lade sine egne fingre løbe hen over mønsteret og sætte neglene i, så synes jeg virkelig det er fascinerende at tænke på, at der for måske 2.000 år siden sad en kvinde og gjorde nøjagtig det samme da hun lavede krukken” fortæller Pia begejstret     

Lidt mere morbidt er fundet af to kranier som formentlig stammer fra kvinder og som er fundet i f. m dræningsarbejde i engen. ”Vi ville ikke bare smide dem ud og vidste heller ikke rigtig hvad vi skulle gøre ved dem, så nu har vi bare gemt dem i en kasse og dem er arkæologerne også interesseret i at kigge nærmere på, så de kan blive dateret” afslutter Pia Selchau-Mark inden hun afslører nogle af sine mange kreative ideer til, hvordan man kan fortsætte med at skabe kultur på Kollerup. Kultur, hvor mennesker mødes og deler oplevelser. Men det fortæller vi om en anden god gang.

Pia er ikke meget for at vi tager portrætbilleder af hende, for det er jo ikk ehende det handler om mener hun, så her er et foto som vi hra bragt før i f.m. genslyngsningen af åen og hvor både hun og Niels Christian er på og i øvrigt sammen med kommunens nye borgmester.
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler