Op til weekenden kunne vi her på ByensNyt fortælle at Randersvej ville være spærret lørdag til mandag fordi der bygges ny bro fra Nørregade til Skovvej
Og lørdag morgen meget tidligt gik man i gang med brobygningen og det går tjept. Vores udsendte fotoreporter Lisbeth Stenholt har fulgt slagets gang og har løbende taget billeder af projektet. Hun fortæller at kranføreren har en meget sikker hånd. Da han skulle løfte brofaget op fra lastbilen og over til broen, så placerede han den usvigeligt sikkert, uden at faget svajede det mindste.
“Det har rystet en smule i de omkringliggende huse, særligt da sandet skulle stampes, men det var ingenting i forhold til den dag, hvor de rev den gamle bro ned. Den dag faldt der puds og støv ud af vægge og lofter” fortæller Lisbeth Stenholt, der bor i området.
“På nuværende tidspunkt er der lagt 7 brofag og der mangler nu kun 2 og så det sidste med gelænderet” fortæller Lisbeth Stenholt.
Så mon ikke byggeriet af broen bliver færdigt til mandag som lovet til stor glæde for de mange der bruger broen både til og fra skole og arbejde og til en dejlig travetur i kommuneskoven.