5. december 2024

Konni kitter det hele sammen på Balderus

Hos Balderus Stoleflet har man ikke en HR-chef, men til gengæld har de Konni, der sørger for, at trivslen blandt medarbejderne er god, når hun ikke lige fletter en stol, laver opslag på Facebook eller passer sin egen virksomhed, der hedder Massageværket.

Konni Silkjær er gift med Knud, der ejer Balderus Stoleflet, og har derfor haft sin gang i virksomheden i mange år. Hendes speciale inden for møbler er fransk flet, som er håndflet, mens den mere gængse form for flet i dag er maskinflet, som Knud mestrer. På spørgsmålet om, hvad hendes funktion er, ud over flet, kommer det meget beskedent fra hende, at hun er “det tynde øl”, men det viser sig dog hurtigt, at det er lidt af en jysk underdrivelse, fordi som Knud fortæller:

“Hvis vi skulle have en HR-afdeling, så var det Konni der ville sidde der, fordi hun sørger lige for, at få talt med medarbejderne, om hvordan de har det. Det har hun mere øje for, end jeg har. Jeg kigger mere på den forretningsmæssige del, mens Konni kigger på trivslen, og det er en vigtig opgave i takt med, at vi vokser som virksomhed”, fortæller Knud.

Læs også: Nu er Balderus for alvor et familieforetagende

Konni, der er uddannet massør, sørger for, at personalet får massage en gang om måneden, og så er det også hende, der holder de sociale medier up to date.

“Jeg laver opslagene til Facebook, hvor jeg prøver at følge et møbel fra start til slut, så der kommer en fortælling om processen. De her før og efter billeder er fuldstændig fantastiske, så det har jeg brugt en del tid på. Dog har jeg haft meget at se til siden sommerferien i Massageværket, så det har haltet lidt på det sidste, men det skal jeg lige have lidt fokus på igen”, fortæller Konni.

Massageværket ligger i samme bygninger som Balderus, så hun har ikke langt fra det ene til det andet, og den kombination passer hende perfekt.

“Det er en god kombination, at jeg både kan være hos mig selv, og så hjælpe til i Balderus når jeg ikke har kunder. Det er nærmest genialt. I min verden er det et godt liv, at vi hænger sammen på den her måde, og kan få det til at fungere”, siger Konni, der lige nu har bedre tid til Balderus, da hun grundet de i gangværende restriktioner, ikke må holde åben i Massageværket.

“Jeg håber snart, at kunne komme i gang igen, fordi jeg har haft nok at se til den seneste tid”, slutter hun.

Konni ses her i hendes konsultation, der lige nu er tom, grundet den delvise nedlukning af Danmark.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler