Favrskov Revyen har fået to numre udtaget til DM i Revy

Danmarksmesterskaberne for lokalrevyer finder i år sted d. 5. september i Juelsminde Hallerne. Mesterskabet afvikles hvert andet år og i år har Favrskov Revyen fået hele to numre udtaget.

Det er nummeret “Min mand er helt væk” fra forestillingen i 2025 skrevet af Poul Sørensen og nummeret “Radio Gagak” fra forestillingen i 2024, som er skrevet af Tina Vejby og Jan Erik Elgaard og musikalsk arrangeret af revyens kapelmester Anders Winther.

“Min mand er helt væk” er en fuldstændigt gakket sketch, som handler om en kvinde, der henvender sig på en politistation, fordi hendes mand har forladt hende. “Hvor længe har din mand været savnet?” spørger betjenten. “Savnet?” spørger kvinden. “Han har da ikke været savnet, han er bare væk!”

Sådan udvikler nummeret sig videre og det affødte mange grin i Lilleåsalen, da det blev spillet til forestillingen i Sløjfen i foråret. “Min mand er helt væk” blev spillet af Poul Sørensen, Jacob Nørmark, Tina Bruun og Lisbeth Gaba. Til forestillingen til DM vil Tina Bruuns rolle dog blive erstattet af Tina Vejby.

“Radio Gagak” er en sang på Queens melodi Radio Ga Ga, som synges af Steen Elgaard og Jan Erik Elgaard. Poul Sørensen og Jacob Nørmark er statister i baggrunden og synger kor på nummeret. Herudover er Tina Vejby og Lisbeth Gaba på kor fra kulissen.

Nummeret handler om to velhavere, der slet ikke forstår problemet med prepping. Hvis blot man er i besiddelse af vin og Marabou, så er der vel grænser for, hvor galt det kan gå?

Favrskov Revyen med nummeret Radio Gagak fra 2024. (Foto: Peter Winding)

Til DM i Revy er der bl.a. priser til årets revynummer, årets talentpris, bedste sketch, bendste sang/vise, bedste monolog og bedste sceneshow samt årets publikumsfavorit

Favrskov Revyen har deltaget til DM i Revy flere gange før og også nået til finalen. Det er dog endnu ikke lykkedes at nå helt til tops og det bliver spændende at se, om det sker i år.

I dommerpanelet sidder tekstforfatter Josefine Passer, Hanne Bjørnskov, revydirektør i Esbjerg Revyen, revydirektør i Nykøbing Falster Revyen Mickey Pless og skuespiller og instruktør Kim Brandt. Det er dog publikum, der bestemmer, hvem der løber af med årets publikumsfavorit.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler