Tirsdag 29. september 2026

Præsenteret af

Vores partnere

Kom til Æblefestival i Voldums nye æbleplantage

På lørdag inviterer Voldum Lokalråd til Æblefestival i byens æbleplantage ved Østervænget. Det er tredje gang, at man arrangerer festen, og det er et flot program, der er stablet på benene.

Egentlig har Voldum haft en æbleplantage gennem flere år, så i bund og grund er den ikke ny, men det er placeringen til gengæld. Sidste år valgte man nemlig at flytte plantagen, som indtil da havde været placeret ved Voldum Hallen, til den nuværende placering ved Østervænget.

Flytningen skyldes, at man gerne vil opføre en ny købmandsbutik, hvor netop æbleplantagen stod, og da der var et oplagt sted at flytte plantagen hen, den grønne plads ved Østervænget, så var sagen klar. Træerne blev derfor flyttet efter sæsonen i november, og skulle efter planen være klar til en ny omgang Æblefestival.

På festivalen kan man få presset sine æbler og få lækker most med hjem i medbragte flasker.

“Er man klar til kagekamp, kan man tilmelde sig årets æblekage-bage-konkurrence. Et kyndigt dommerpanel vil udpege årets bedste æblekage, og efterfølgende er der selvfølgelig smagsprøver til alle. Den dygtigste bager belønnes med en lille præmie”, lyder det fra Voldum Lokalråd.

Søger man råd og vejledning om æbledyrkning, vil gartner Bjarne Jørgensen fra Knivholt Frugtlaug stå til rådighed hele dagen. Bjarne er æbleekspert og deler gerne ud af sin viden om plantning,  beskæring, gødning og podning.

I det store telt på pladsen er der være boder med uldgarn, honning, blomsterkranse og andre naturprodukter, og der vil i år også være mulighed for at bytte medbragte planter og frø.

Bent Puggaard vil dagen igennem male akvareller med æblemotiver, og der er selvfølgelig også tænkt på børnene, som tilbydes forskellige kreative aktiviteter og mulighed for at bage snobrød over bål.

Musik skal der til, og Anne Marie Damsgaard Ditlev vil hjælpe den gode stemning på vej med glade toner fra sin harmonika.

Skulle sulten melde sig kan der købes mad og drikke.

Alle er velkomne til æblefestival i Voldum fra klokken 11-15, og der er gratis adgang.

NYHEDSBREV

Få ugens nyheder fra Favrskov

Vælg de områder, du vil følge. Én mail om ugen.

Ingen spam. Afmeld når du vil.