22. marts 2025

Landets mest forrygende blues-band genbesøger Sløjfen

Er I klar til, ifølge en anmelder, ”en overvældende musikalsk oplevelse udover det sædvanlige” eller ifølge en anden anmelder ”et berusende, nærmest euforiserende trip, en koncert, som intet lader tilbage at ønske”?

Så har vi svaret. Torsdag d. 24. november gæster Grarup Allstars nemlig igen Sløjfen. Med i bagagen har bandet udover forrygende anmeldelser også Årets Live pris i kategorien DMA Blues, hvormed Grarup Allstars cementerede sin position som et af Danmarks absolut bedste live-bands. Grarup Allstars er nemlig et “rigtigt” live-band. Et band der improviserer og lader sig føre af musikken, hinanden og stemningen hos publikum.

Og jeg er helt enig. Da bandet, der dengang havde tangent-virtuosen Palle Hjorth med på holdet, i 2019 sidst besøgte Sløjfen hang bluesstemningen i væggene længe efter bandet havde forladt cafeen. I bandet spiller den legendariske venstrehåndsguitarist Uffe Steen og bassisten Nello, der også er kendt fra Johnny Madsen. Dertil kommer Århus-saxofonisten Niels Mathiasen, der plejer at give den gas med Gnags, Thomas Helmig og Lis Sørensen. Så det er nogle af landets mest rutinerede kræfter, der har valgt at give den en ordentlig omgang blues i det sammenstykkede men ikke desto mindre meget sammenspillede Grarup Allstars.

Læs her ByensNyts kommentar fra koncerten i 2019, der dengang var turnéstart for orkestret: Grarup All Stars i Café Sløjfen

Torsdag d. 24. november er der altså mulighed for at vurdere, om bandet kan leve op til rosen, når det spiller i Café Sløjfen.

Bandet består denne gang af saxofonist Niels Mathiasen, bassist Niels ”Nello” Mogensen, guitarist Uffe Steen, trommeslager Klaus Menzer, Rasmus Stenholm på orgel og ikke mindst landets måske bedste soul- og bluessangerinde Magrete Grarup Koncerten starter kl. 19.30, og der kan købes billetter i forsalg via www.hadstenkulturhus.dk eller på dit lokale bibliotek i Favrskov

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler