Når årets Yonex-InSport Cup løber af stablen 3. og 4. juni, bliver det med flere deltagere end nogensinde før. Interessen har nemlig været så overvældende, at HOG Badminton har måttet afvise yderligere tilmeldinger.
HOG Badminton har mange års erfaring med at afholde ungdomsturneringer, hvor afdelingen årligt er vært for 4-5 turneringer. Derfor skulle man ikke tro, der var noget, som kunne overraske den erfarne ledelse, men det var alligevel tæt på, at formanden for HOG Badminton Anders Andersen fik kaffen galt i halsen, da han så den enorme interesse for årets Yonex-InSport Cup. Normalt er der omkring 300 tilmeldinger til stævner i HOG Badminton, men ved årets Yonex-InSport Cup har der været hele 456 tilmeldinger, og det har sågar været nødvendigt at afvise yderligere tilmeldinger.
Den massive interesse betyder, at der skal afvikles 1056 kampe til årets stævne. Kampene plejer at blive afviklet i fem haller i Hinnerup og omegn, men i år har det været nødvendigt at søge efter flere baner. Det er således lykkes at få booket 10 haller med samlet 55 baner, hvor nogle deltagere nu også vil skulle spille kampe i Hammel og Hadbjerg.
Formand Anders Andersen glæder sig ikke kun over den massive interesse fra spillere. Han glæder sig ikke mindst over de kompetente, frivillige kræfter, der har fået det hele til at lykkes:
”Opgaven med at lave programmet til turneringen varetages af klubbens meget erfarne leder, Michael Krupsdahl. Det er en kæmpe opgave at få programsat 1.056 kampe fordelt på 10 haller og 55 baner. Et puslespil, der kræver mange timers frivilligt arbejde. Uden Michaels kompetente og dedikerede indsats ville HOG Badminton slet ikke kunne stå for en turnering af den her størrelse. Så en kæmpe tak skal lyde til Michael.”
FAKTA OM STÆVNET Yonex-InSport Cup løber af stablen lørdag d. 3. juni og søndag d. 4. juni.Stævnet er sponsoreret af Yonex, InSport og Pokal ForumTurneringen er for alle U9-U19 spillereDer spilles på alle niveauer: M, A, B, C og DDeltagerne kommer fra hele landetDet forventes, at omkring 2400 badmintonbolde vil blive taget i brug FAKTA OM HOG BADMINTON Stiftet i 1941Klubben er den største i Favrskov Kommune med omkring 350 aktive medlemmerKlubben er både for motion og konkurrenceDet bedste seniorhold er repræsenteret i 3. divisionPå ungdomssiden tilbydes et bredt og varieret udbud ledet af dygtige trænere. |