Ingen jul uden juletræ, og i Hammel blev byens store juletræ, for enden af Østergade, tændt fredag eftermiddag i overværelse af mange børn og voksne, der havde fundet vej til midtbyen der igen i år er flot pyntet op.
De flotte røde julehjerter hen over Østergade var tændt, og alle blomsterkummer flot dekoreret af nisselandskaber, så der var i den grad gjort klar til fredagens højdepunkt for mange børn og deres forældre. Juletræstænding er et sandt tilløbsstykke i de fleste byer og Hammel er bestemt ingen undtagelse. Pladsen ved Smedens Have, hvor juletræet står, var som altid fyldt helt op med forventningsfulde børn og voksne, der ventede spændt på både julemand, julelys i juletræet samt slik og kakao efterfølgende.
Kim & Birger varmede som altid op med musik og gøgl fra 16.30 og frem til klokken 17, hvor både børn og voksne blev aktiveret med dans, løb og sang til den store guldmedalje. Klokken 17 gik formand for Hammel Handel & Erhverv på scenen og bød velkommen, hvorefter borgmester Lars Storgaard holdt en kort tale. Normalt plejer julemanden at komme kørende med det lokale brandvæsen, men i år kom han i stedet frem på balkonen oven på kiropraktorklinikken, hvilket virkede knapt så festligt, men måske var brandvæsnet optaget i dagens anledning? Det var svært at få øje på julemanden da han først kom ned fra balkonen, og det lykkedes desværre ikke for ByensNyts udsendte, at få et billede af ham, så det må I have til gode.
Ved fælles hjælp og nedtælling fra ti blev juletræet tændt, og herefter var der slikposer til alle fremmødte børn foran Sparekassen Kronjylland. Hos Ketty Skou kunne man vanen tro få et glas gløgg, mens der var varm kakao ved Nyt Syn, og omkring klokken 17.30 var der opbrud, tid til at komme hjem til aftensmad og Fredags Tam Tam.