I sidste uge var Lars Storgaard, der er borgmester i Favrskov Kommune, på byvandring i Hammel midtby, hvor han, sammen med Lise Reese, der er formand for Hammel Handel, og Allan Bo Andresen, der er eventchef i Hammel Handel, fik taget især Østergade, Mindegade og Smedens Have op til diskussion i forhold til nye tiltag og forbedringer.
Vejret viste sig fra sin bedste side, og Lars Storgaard havde god tid til at komme rundt i midtbyen, og fik også talt med både borgere og butiksejere omkring deres syn på Hammel som handelsby. Borgmesteren har den seneste tid været en del rundt på virksomhedsbesøg i kommunen, og besøget i Hammel havde til hensigt at få sat fokus på detailhandlen i byen.
“Jeg har været rundt i både Hammel og Hadsten, og det har været nogle gode dage, hvor vi har talt om, hvad der rører sig i byen, både positivt og negativt, og hvad de synes vi skal have fokus på og, hvad de gerne vil arbejde med i den kommende periode. Det var også rart at få hilst på, fordi så godt kender jeg dem jo heller ikke, og det giver god mening at komme rundt på den her måde”, fortæller Lars Storgaard til ByensNyt.
Der har i mange år fra kommunens side været ønske om, at Hammel, Hadsten og Hinnerup arbejdede sammen, også når det gælder handelslivet, hvilket ikke altid har været helt let at få til at fungere optimalt, og Lars Storgaard åbner op for, at man fremadrettet vil prøve at kigge mere individuelt på de tre byer, hvor det giver mening.
“Det er tre vidt forskellige byer, med hver deres forcer, så det kan man ikke bare skære over en kam synes jeg, så det skal være mere individuel dialog vi har med handelstandsforeningerne. Vi fortsætter med de fælles møder, men åbner også op for en dialog med den enkelte forening i Hammel, Hadsten og Hinnerup. Vi forsøger som kommune at imødekomme ønsker så godt som muligt, men vi har jo også en økonomi vi skal forholde os til, som lige nu er lidt stram, men det er vigtigt at understrege, at vi er glade for at de spiller ind med forslag, så vi har noget at forholde os til og som giver os en viden, vi ellers ikke ville få”
Formand for Hammel Handel, Lise Reese, var glad for at borgmesteren tog sig tid til en rundtur i Hammel, og følte at der blev lyttet til tankerne fra Hammel Handels side.
“Det var en rigtig god rundtur vi havde, hvor der var god tid, og hvor Lars Storgaard fik set på nogle af de ting, som vi godt kunne tænke os forandret eller som vi har idéer til. Han havde også tid til at tale med flere butiksejere, og jeg oplevede i det hele taget, at han var interesseret i handelslivet i Hammel, og lyttede til det vi kom med som betyder noget for vores hverdag, så det var en meget positiv rundtur, som jeg håber kan blive tilbagevendende”, lyder det fra Lise Reese.