Efter en lang periode, hvor alt nærmest blev solgt inden det blev sat til salg, og hvor det mere var en kamp om at finde noget at sælge, så er luften gået en lille smule af ballonen på boligmarkedet.
Der er stadig godt gang i salget, og der skal stadig løbes stærkt, men tingene er lige så stille ved at nærme sig normalen fra før Corona, oplever de hos danbolig Hammel.
”Der er stadig nok at se til, men det går knapt så stærkt som tidligere på året, og boligerne bliver ikke bare solgt fra den ene dag til den anden. Vi er i et travlt marked, men det minder mere om før corona, hvilket jo er helt naturligt. Folk er tilbage i deres normale hverdag igen, og nu er der fokus på andre ting, mens det med bolig måske er kommet lidt i baggrunden”, fortæller Anders Lauridsen, der ejer danbolig Hammel.
Til trods for mindre travlhed, så tilføjer han, at de bestemt ikke klager, og at salget stadig er på et højt niveau, især i selve Hammel.
”Boligerne i Hammel har fortsat kort liggetid, mens det er steget en smule uden for Hammel, og det er nok især her vi kan se, at vi er tilbage ved tiden før corona”