23. oktober 2024

Hammel Frijsenborg Apotek med i nyt genbrugsprojekt

Novo Nordisk og Diabetesforeningen er, sammen med flere andre aktører, gået sammen om et projekt, hvor injektionspindene som man bruger til insulin, hvis man har diabetes, bliver genbrugt i stedet for at blive smidt i skraldespanden. Hammel Frijsenborg Apotek i Østergade er netop kommet med i ordningen.

Projektet har kørt i flere større byer det seneste år, og nu er apoteket i Hammel også kommet med. Derfor kan man nu aflevere sine brugte injektions- og insulinpinde på apoteket i stedet for at smide dem ud.

“Det er et projekt, der har kørt i et års tid i Aarhus, København og Kolding kommune med stor succes, og nu er vi kommet med. Novo Nordisk er initiativtagere til projektet, og det er indtil videre kun pinde herfra der kan genbruges, da man helt præcis ved, hvad de er lavet af og hvorledes de kan genbruges. Man kan ikke lave nye insulinpinde af de brugte, da man skal bruge helt nyt plastik og glas for at sikre kvaliteten, men i stedet bruges de blandt andet til møbelproduktion”, fortæller Lene Just Jørgensen, der er apoteker på Hammel Frijsenborg Apotek, og fortsætter:

“Så nu kan man altså samle sine pinde sammen og aflevere dem nede hos os, og så sørger vi for, at de bliver sendt retur. Man kan enten få en pose på apoteket, eller man kan bruge en helt almindelig klar frostpose, og så skal man selvfølgelig huske at fjerne nålen, inden vi får dem. Vi har ikke noget ud af det økonomisk, vi skal blot håndtere det og sørge for, at pindene kommer afsted til genbrug, så for os er det et af vores bidrag til, at vi får genbrugt så meget som muligt, hvor det giver mening”

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler