4. november 2024

Hammel Frijsenborg Apotek vil være med til at udbrede kendskabet til Solsikkeprogrammet

I Danmark er der endnu ikke så mange der kender Solsikkesnoren, mens det i udlandet er noget mere udbredt. Solsikkesnoren er henvendt til folk med et usynligt handicap, der har brug for lidt mere hjælp, støtte eller tålmodighed, når de f.eks er ude for at handle.

Nu går Hammel Frijsenborg Apotek aktivt ind i kampen, for at få udbredt Solsikkesnoren noget mere, så det forhåbentlig med tiden bliver en del af vores hverdag.

”Solsikkesnoren har været i landet et stykke tid, men har indtil nu primært været brugt i lufthavne, Tivoli i København og Legoland, mens det har været småt i forhold til butikker. Der er jo en del, der har et handicap, hvor der skal tages hensyn til dem, og hvor man ved nogen kan se det, fordi det er et fysisk handicap, så er der andre, hvor det er skjult, men hvor de stadig har brug for lidt ekstra hjælp. Så her er der et tilbud, hvor man kan gå med Solsikkesnoren i det offentlige rum, og dermed signalere at man har brug for lidt ekstra hjælp eller tålmodighed”, fortæller Lene Just Jørgensen, der er apoteker på Hammel Frijsenborg Apotek og tilføjer:

”Der er mange steder i det offentlige rum, hvor folk med et usynligt handicap kan blive presset, f. eks når der skal handles, køres med offentlig transport, gå i butikker, til lægen eller andet. Det kunne være, hvis man har ADHD, demens, angst, stress eller talebesvær, og her kan solsikken være med til at gøre det lidt lettere, fordi personalet ved, at nu har de at gøre med en person, der lige har brug for lidt ekstra tålmodighed”

Apoteket i Hammel har valgt at købe en startpakke, og deler Solsikkesnoren gratis ud til dem, der har brug for det, og samtidig har personalet fået informationsmateriale omkring, hvad man skal være opmærksom på, når man møder en person der bærer Solsikkesnoren.

”Jeg synes det er helt oplagt, at vi som apotek er med i ordningen, og jeg håber at vi kan være med til, at få gjort mærket mere synligt, således at endnu flere forretninger kommer med og bliver opmærksomme på Solsikkemærket, fordi det er jo både til gavn for dem der bærer Solsikken, og dem der skal betjene dem”, siger Lene.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler