For godt et halvt år siden lukkede bageren i Hammel, men heldigvis gik der ikke længe, før der i stedet kom en hyggelig café i lokalet, og her godt fire måneder senere ligger den her stadig. Ejeren, Line Schaloske, trives med livet som caféejer, og er glad for, at hun tog springet ud som selvstændig.
Måms, som caféen hedder, har gennemgået noget af en forvandling, fra da Line overtog lokalet. Det er blevet lyst og luftigt, og et par kunder der var i caféen samtidig med ByensNyts udsendte spurgte endda, om der var blevet udvidet. Det er der ikke, men maling, nyt interiør samt to vinduer der er blevet fritlagt fra en væg kan gøre underværker, og Line selv, er da også godt tilfreds med resultatet.
“Jeg synes lokalet har en masse charme, og sammenholdt med de forskellige ting som vi har lavet, er det bare lige som jeg gerne vil have det. Vi har mere eller mindre lavet det hele selv, bortset fra de ting som kræver autoriserede håndværkere, men ellers har vi stået for alt andet, og det er jeg også lidt stolt af”, kommer det storsmilende fra Line.
Det er primært takeaway hun langer over disken, men der er plads til 12-14 siddende gæster, og hun oplever at flere og flere benytter sig af den mulighed. De første stamkunder er spottet, og så er der en lind strøm af nye kunder dagligt, der lige nu sikrer, at Måms har fået en god start på tilværelsen i Hammel.

“Der er mange gengangere, som jeg så småt er ved at kende i forhold til, hvad de skal have, og så kommer der heldigvis også mange nye kunder til løbende. Der er også folk der stadig tror, at det er en bager, men så får de lige et menukort med i hånden, så det ikke går helt forgæves”, lyder det fra Line, der i det hele taget er god til at gribe de muligheder der byder sig, og dermed blive en del af livet i Hammel.
“Jeg er helt vild med jul, og nu går vi for alvor i gang med at pynte op, og man vil også opleve flere ting på menukortet der relaterer sig til jul. Vi får æbleskiver, Hot Gin, og flæskestegssandwich, så det bliver sæsonbetonet, og det er i det hele taget det som jeg går efter. Vi skal bruge de råvarer der passer til årstiden, og så skal vi ikke have alt for meget på menukortet ad gangen. Vi skal være gode til det vi laver, og derfor vil jeg hellere have et lidt mindre menukort, hvor det spiller, end et stort kort, hvor det ikke sidder i skabet. Det er hverken godt for os, og da slet ikke for kunderne”, fastslår hun, og fortsætter:
“Vores placering er ikke helt optimal i forhold til mange af de arrangementer som foregår i Østergade, men f. eks til Halloween havde vi megatravlt og solgte masser af vores halloween-is, så jeg tror det handler om, at folk bliver bevidste om, at vi er her, og finder ud af, at vi også gør en masse ting, når Hammel Handel holder events. Jeg ville da elske, at stå i Østergade når der er fyldt med mennesker, men grundlæggende er jeg rigtig glad for vores placering, så jeg tænker at det er som det skal være”
