11. oktober 2024

Nyt Syn Brilleriet fejrer 15 år i Hammel – Dennis Knudsen kigger forbi

I år har Lise Reese haft Nyt syn Brilleriet i Østergade i 15 år, og det skal naturligvis markeres. Så den 30. august har hun inviteret den kendte frisør, Dennis Knudsen, til Hammel, både i butikken og senere på dagen til et stort arrangement i InSide.

15 år er det blevet til som selvstændig i Hammel indtil videre, og Lise Reese, der ud over at eje Nyt syn Brilleriet, også er formand for Hammel Handel, vil gerne give kunderne en god oplevelse i forbindelse med fejringen, og derfor har hun skaffet Dennis Knudsen til byen.

“Jeg har haft Dennis Knudsen i butikken en gang før, for 14 år siden, og dengang var det en kæmpe succes, så jeg tænkte at det var på tide, at han kom til Hammel igen, og jeg er sikker på, at det igen bliver et hit. Han starter ud i butikken, hvor han er her nogle timer, og hvor man kan bestille et kvarters styling sammen med ham, eneste krav er, at man er i seriøse overvejelser for nye briller. Man kan bestille en af de tolv tider her i butikken, hvor man også skal have foretaget en synsprøve inden selve dagen”, fortæller Lise til ByensNyt.

Om aftenen er der så mulighed for at opleve Dennis Knudsen på den store scene i InSide, hvor han giver prøver på hans kunnen inden for styling.

“Fra 19-21.30 kan man opleve Dennis i InSide, hvor han laver et stort styling-show og giver tips og tricks i nogle timer, og der er i den grad noget at se frem til. Vi byder på lidt godt til ganen, og der er flotte goodiebags med masser af lækre ting til alle der deltager, og lodtrækning om flotte præmier fra flere af Hammel Handels butikker”, lyder det fra Lise Reese der tilføjer:

“Jeg er gennem årene blevet godt bakket op af mine kunder, og derfor vil jeg gerne give noget tilbage, og det bliver så i år Dennis Knudsen, som jeg glæder mig til at opleve igen, og jeg håber at salen i InSide bliver stuvende fuld”

Billetter kan købes i butikken i Østergade og koster 100 kroner.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler