22. oktober 2024

Om et år er ventetiden slut for Sall Whisky

De startede tilbage i 2016, men nu er ventetiden snart ovre, fordi om godt et år, er Sall Whisky klar til at komme de første whiskyfade på flaske. Så har den gyldne væske nemlig ligget på fade i de tre år som det minimum skal, for at det kan kaldes for whisky i Danmark.

Det hele startede med en samtale mellem to af de nu syv ejere af Sall Whisky, og snakken gik egentlig på at brygge øl eller cider, men da de omvendt også var klar over, at der lige på dette punkt var mange om buddet, så endte det med en vild idé om at lave whisky i stedet. De to var Kåre og Martin, der arbejde sammen på et museum i Nordjylland, og Martin tog idéen med hjem til sin nabo, Snævar, i Sall, og pludselig tog idéen form.

Martin og Snævar ansøgte nemlig om midler gennem LAG-ordningen, som er en støtteordning til udvalgte landdistrikter i hele landet. Den ansøgning gik igennem, og pludselig var idéen ved at blive til virkelighed for de tre venner, der siden blev til syv, som kender hinanden på kryds og tværs. Sidst tilkomne er Lars fra Skjød der er landmand, og som leverer kornet til produktionen af whisky.

“Det var ikke helt nok med midlerne fra LAG, så vi startede en crowdfunding, hvor vi for-solgte nogle fade og flasker, og det endte med at være nok til, at vi kune gå i gang med at bygge destilleriet og indkøbe kobberkedler samt få en smed til at lave alle de rigtige installationer. Vi var oprindeligt seks fra start af, men så ringede Lars en dag og spurgte, om han ikke måtte være med, og da han er en fin fyr og samtidig kan levere korn, så gav det jo rigtig god mening, så nu er vi så syv, der ejer lige meget i virksomheden”, fortæller Kåre Gyldenløve, der viser ByensNyt rundt i destilleriet.

Det er en lang proces at lave whisky, men til næste år er ventetiden slut, og så kan de første dråber komme på flaske, og i følge Kåre, så venter der en god smageoplevelse til den tid.

“Vi er selv meget tilfredse med resultatet, og som det ser ud lige nu, så kommer de første fade på flaske næste år. Det meste ligger på amerikanske bourbonfade, men vi har også skotske fade og sherryfade, så det er en god blanding, og vi glæder os rigtig meget til, at få de første hældt på flaske. Vi kan sagtens mærke, at der er et forventningspres på os, men det har vi også til os selv, og vi føler at det vi har lavet kan leve op til det. Vi har smagt på sagerne, og det smager godt”, kommer det med et smil fra Kåre.

Nu også gin

De syv mænd har ikke bare brugt ventetiden med at gå rundt og vente. De har såmænd startet en ginproduktion op, som de har valgt at kalde “Syv Sind”, hvor der er fire forskellige versioner på markedet lige nu. Det er en lidt anden proces at lave gin end whisky, så her er der blevet testet en hel del, før man nåede frem til det rette produkt. Mens de selv laver hele produktionen i forhold til whisky, så køber Sall Whisky hvedesprit til produktionen af gin. Herefter fortynder de spritten, så den når den alkoholstyrke som ønskes, hvorefter de forskellige krydderier tilsættes.

“Vi vidste ikke meget om gin, så vi har brugt en masse tid på at teste, så det blev lige som vi gerne vi ville have det. Vi startede med en klassisk London dry gin, som smager af masser af enebær og citron, som er god at drikke rent, lige som med whisky, men som selvfølgelig også skulle være god til gin & tonic. Vi er selv godt tilfredse med resultatet, den smager rigtig fin ren, og vi fik stor ros for den, så vi tænkte, at det gør vi da bare igen, hvilket så foreløbig er blevet til fire forskellige gin. Vi satser på, at der kommer tre mere, så navnet lige som giver mening, men også fordi at vi faktisk er blevet ret vilde med også at lave gin”, konstaterer Kåre.

For nylig kom der så også en øl på markedet som er lavet i samarbejde med det aarhusianske bryggeri Humleland, og dermed kan man jo nærmest sige, at ringen er sluttet. Idéen der egentlig startede med et ønske om at brygge øl, men som endte med Whisky og gin er også blevet til et projekt, som de syv ejere tror så meget på, at det ikke blot skal være et hobbyprojekt.

“For os er det ikke blot hobby, det er alvor det her, og vi tror fuldt og fast på, at det kan blive en god forretning. Lige nu er Snævar ansat på deltid, mens vi andre har faste vagter i løbet af ugen, så vi holder produktionen i gang, og så har vi også gang i et større salgsarbejde, som allerede nu har gjort, at vi er at finde i rigtig mange specialbutikker over hele landet”

Vil du læse mere om Sall Whisky, så kan vi anbefale at gå ind på hjemmeside, hvor du også kan finde en komplet liste over, hvor deres gin og øl kan købes. Hos Voldby Købmandsgård kan man både købe deres gin og øl, mens Mit Hjem i Hammel og Skjold Burne i Hadsten har gin til salg.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler