13. oktober 2024

Snart er der nyt liv i Måms i Østergade

I godt et år drev Line Schaloske “Måms” i Østergade, hvorfra hun solgte salat, sandwich, milkshakes og meget andet godt til ganen, men tidligere i år drejede hun nøglen om. Nu åbner stedet igen, med samme navn, hvor der dog er tilføjet café foran, således at stedet kommer til at hedde Café Måms.

Det er planen at Café Måms skal slå dørene op 1. juni, og det er Tareq El-Daoub, på blot 18 år, der er den nye indehaver. Godt bakket op af sin far, Salim, er de nu i gang med at gøre caféen klar til gæster, og det bliver på mange måder i samme stil som det “gamle” Måms, dog med nye tilføjelser og Tareqs eget touch.

“Da vi snakkede med Line Schaloske, kunne vi mærke, hvor meget Måms betyder for hende, og da vi samtidig synes det passer godt med det vi havde tænkt, så kører vi videre i samme stil, dog med små ændringer og vores eget præg på tingene. Vi får lidt mere at vælge imellem, og af nye ting kan nævnes toast, panini, friskpresset juice og salat, hvor man selv vælger ingredienserne. Vi kommer også til at have “Ugens sandwich”, hvor kunderne er med til at bestemme, om den skal på menukortet fremadrettet”, fortæller Tareq, da ByensNyt kigger forbi.

I starten får Tareq god hjælp af sin familie, men på sigt er det planen at han selv skal stå for det hele, og hans far, Salim, er sikker på, at Tareq er klar på opgaven, til trods for sin unge alder.

“Det her bliver Tareqs café, hvor vi selvfølgelig hjælper i det omfang vi kan, men som udgangspunkt er det ham der sørger for, at det hele fungerer. Tareq har været lidt skoletræt, men har i lang tid haft ønsket om at blive selvstændig, og da han samtidig er vild med at lave mad, så var det jo oplagt med en lille café”, fortæller Salim, der sammen med resten af familien flyttede til Hammel sidste år.

Tareq er sendt på intensiv oplæring hos en af farens gode venner, der har tre sandwichforretninger, så han står helt skarp, når Café Måms åbner, forhåbentlig 1. juni.

Tareq og Salim foran Café Måms, der ligger Østergade 37
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler