Skattestoppet på ejendomsværdiskat og grundskyld blev indført i 2001 og har siden da sparet boligejerne for tusindvis af kroner. 1 2024 ophører det nuværende skattestop og vil blive erstattet af de nye boligskatteregler, hvor boligejerne i stedet vil blive beskattet af den faktiske værdi af deres bolig.
Overordnet set er det de boligejere, der har oplevet de største stigninger i boligpriserne, der har opnået den største besparelse ved skattestoppet. Det gælder både på tværs af kommuner og i Favrskov, fortæller boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit.
“Skattestoppet betyder, at boligskatterne ikke er fulgt med værdien af den enkelte bolig. Da boligpriserne i Favrskov Kommune er steget pænt de seneste 20 år, har boligejerne derfor sparet mange penge”, siger boligøkonom Lise Nytoft Bergmann.
Skattestoppet
Størrelsen på boligejernes besparelse afhænger af, hvor i landet deres bolig er beliggende, og hvad der er sket med boligpriserne i de forgangne 20 år.
Som reglerne er i dag, betaler boligejerne stadig det samme beløb i ejendomsværdiskat som i 2002, medrnindre deres bolig efterfølgende er blevet vurderet til et lavere beløb. Grundskylden er kun underlagt et skatteloft, og mange boligejere har derfor oplevet en moderat stigende grundskyld.
For en gennemsnitlig boligejer i Favrskov Kommune drejer det sig ifølge Nordea Kredit om en besparelse på omkring 139.000 kroner over hele perioden som følge af skattestoppet på ejendomsværdiskatten og skatteloftet på grundskylden.
Uændrede eller lavere boligskatter
Boligejerne behøver dog ikke at bekymre sig om fremtiden, selv om skattestoppet snart ophører. I Favrskov er det primært boligejere med dyre boliger, der har udsigt til højere boligskatter ved overgangen til det nye beskatningssystem.
De fleste boligejere med gennemsnitlige eller billige boliger forventes at slippe med uændrede eller ligefrem med lavere boligskatter, end de betaler i dag.
“Selv boligejere med dyre boliger kan tage ophøret af skattestoppet roligt. Politikerne har vedtaget en skatterabat, der betyder, at eksisterende boligejere ikke skal betale højere boligskatter efter overgangen til det nye system,” siger Anders Lauridsen, der er indehaver af danbolig Hammel.
Skatterabat i mange år
Efter de nye regler vil boligejere, der er flyttet ind i deres bolig inden 1. januar 2024, få en skatterabat. Skatterabatten beregnes som forskellen mellem det beløb, boligejerne betaler i samlede boligskatter i dag, og det beløb de skal betale i 2024, hvor de nye regler træder i kraft.
Rabatten opgøres som et fast beløb, som boligejerne hvert år kan trække fra deres samlede boligskatter, så længe de selv bor i boligen, og den ikke falder i værdi. På den måde kommer boligejerne ikke til at betale mere med det det nye system, end de ville have gjort med en videreførelse af det gamle.
“Overvejer man at købe en lidt dyrere bolig i Favrskov, og regner man med at skulle bo i den i mange år, kan det derfor være en fordel at købe bolig inden overgangen til det nye system. I det tilfælde kan man nemlig opnå en skatterabat mange år frem.” siger Anders Lauridsen fra danbolig Hammel.