Mange har nok hørt og set en del til Folkemødet på Bornholm, men formentligt aldrig selv oplevet det “live”. Det har Søren Ploug, journalist og bosat i Hammel, til gengæld, så vi spurgte ham, om han ikke ville give en stemningsrapport derfra. Og det ville han heldigvis gerne.
Tekst og fotos: Søren Ploug
”Søren, jeg kan se, at du har været til Folkemøde. Du bor jo i Hammel, så vil du lave et lille skriv til Byens Nyt,” spurgte redaktøren forleden.
Ja, det vil jeg gerne, selv om det er svært lige at presse en Hammel-vinkel ned over Folkemødet, der i sidste uge forvandlede Allinge til et slaraffenland for folk, der går op i samfundsforhold. Og dog: På Folkemødets første aften drak jeg et par fadøl med et ægtepar fra Hammel, der nærmest har gjort det til en tradition at tage til Folkemøde. De er vilde med konceptet og – lød det til – kommer meget gerne igen. Når vi nu er ved det lokale islæt: Jeg mødte også en fotograf fra Hadsten, der år efter år løser forskellige fotoopgaver i forbindelse med Folkemødet.
Jeg var til Folkemøde i embeds medfør. Som ansat i Arbejdsgiverforeningen KA var jeg – sammen med to gode kolleger – på Bornholm for at deltage i debatter, berette folkehavet om vores deltagelse samt blive klogere på de emner, vi beskæftiger os med som arbejdsgivere.
Folkemødet er virkelig en spændende og skøn størrelse, hvis man går op i samfundsforhold. Der er knald på fra tidlig morgen til sen nat. Vi boede i en hytte fem minutters cykeltur fra hjertet af Allinge, og når vi havde spist morgenmaden, trådte vi i pedalerne, så vi kunne være klar til de første debatter først på formiddagen. Når programmet var afviklet ved aftenstid, fortsatte festlighederne rundt omkring i byen med forskellige sociale arrangementer til godt ud på natten. Når man nu er afsted, handler det om at få mest muligt med – så kan man sove, når man bliver gammel. Den tilgang gør, at man også får mulighed for at se sider af politikerne, som de ikke skilter så meget med i det daglige – eksempelvis miljøminister Heunicke og kirkeminister Dahlin optræde som DJs, der får os ud på dansegulvet til den vildeste fest.
Jeg har skiftet mening
Årets Folkemøde var det fjerde for mit vedkommende. Jeg indrømmer gerne, at jeg har ændret syn på begivenheden. Før min debut på Bornholm i 2018, anså jeg Folkemødet for at være en fætter-kusinefest for politikere og journalister, der pillede sig selv og hinanden i navlen. Det er også lidt stadig min opfattelse, men det er meget mere end det. Programmet består af tusindvis af debatter og events, og der er noget for alle. Selv om du har en interesse i noget, som er meget smalt og specifikt, vil du opdage, at også dit emne er på programmet. De mange aktiviteter betyder også, at det er en god idé at tjekke programmet godt og grundigt inden Folkemødet. For du vil erfare, at klokken 13 er der måske ni forskellige aktiviteter fordelt ni forskellige steder i Allinge, og du vil meget gerne opleve alle ni. Derfor er du nødt til at prioritere benhårdt, ellers går tiden med at gå frem og tilbage. Det har selvfølgelig også sin charme at slentre rundt og lade tilfældighederne afgøre, om man ender hos Ældre Sagen eller den katolske kirke, men hvis der er programpunkter, man bare ikke vil gå glip af, kræver det ret stram tidsstyring.
Det er egentlig tankevækkende, at Folkemødet hedder Folkemødet. For det er ikke hr. og fru Danmark, der fylder de hyggelige gader i Allinge. Det er politikere, lobbyister, mediefolk, erhvervsprofiler og kendisserne fra kunstens- og sportens verden, der sætter dagsordenen. Der er naturligvis også bornholmere og folk som ægteparret fra Hammel, der kommer langvejs fra. Men den ganske almindelige dansker er i mindretal på Folkemødet. Heldigvis har der de seneste par år været langt flere unge med. Det er en god udvikling. Det giver ekstra liv og er med til at fremtidssikre Folkemødet.
Jeg tror, at fraværet af mange helt almindelige borgere skyldes prisniveauet. Det er svært at finde et sted at overnatte, og selv en plads i noget, der mest af alt egner sig som kosteskab, koster kassen. Det er også dyrt at spise i Allinge. Det blev jeg mindet om, da jeg skulle betale 45 kroner for en fransk hotter – jeg var lige ved at sige, at det var altså ikke hele pølsevognen, jeg var interesseret i at købe. Jeg er med på, at udbud og efterspørgsel er drivende for prisen, men Folkemødet og alle, der tjener gode penge på det, skal passe på prisernes himmelflugt. Lader de stå til, risikerer man, at mødet i endnu højere grad kun bliver for lobbyister, politikere og kendisser – og det er synd. For det kan så meget, og det har så meget, som flere bør have chancen for at opleve.
