Det er ganske imponerende at opleve, hvad Favrskov Gymnasiums elever og deres lærere kan skabe, når kreativiteten får frit spil. Siden sommerferien har de på egen hånd skabt en spændende og kreativ musikalsk forestilling, der er så meget mere end bare en musical.
ByensNyt var på banen torsdag aften da eleverne på Favrskov Gymnasium fik deres ikke bare 15 minutes of fame men hele 60 minutes of glory. Gymnasiehallen var blevt omskabt til en velfungerende performancesal med en udsolgt publikumstribune, professionel lyssætning og lydudstyr og med en enkel men udtryksfuld scenografi omkring de dygtige dansere, musikere og sceneperformere i velvalgte kostumer og med egenproducerede film som bagtæppe.
Dansere og musikere fra Favrskov Gymnasium
Forestillingen tog sit udgangspunkt i Andy Warhols pop-art performance perspektiv og hans berømte citat om “15 minutes of fame”. Over det skelet har gymnasieleverne og deres lærere bygget en absolut se- og anbefalelsesværdig forestilling med et flot mix af melodier fra store internationale kunstere som Lady Gaga og David Bowie og egenkomponerede numre, skrevet til lejligheden. En superflot teampræstation både på og bag scenen, som samtidig levnede plads til individuelle udfoldelser.
Favrskov Gymnasium har tidligere fostret dygtige og kendte artister som sangeren, musikeren og sangskriveren Nicklas Sahl, musikeren og sangskriveren Thomas Stengaard fra Only Teardrops og trommeslageren Morten Thorhauge fra Carpark North.
Det skal blive spændende at følge om nogle af eleverne fra årets forestilling når lige så langt. Talentet hos flere af de medvirkende er i hvertfald umiskendeligt.
Forestillingen spiller for sidste gang fredag d. 24. allerede kl. 17.00 og billetter til kun 60 kr. finder du her.