Ny måling fra Dansk Industri placerer Favrskov på en samlet 29. plads men den måling må tages med forbehold mener John Nielsen, formand for Favrskov Erhverv.
Af John Nielsen
Vi har modtaget DI’s måling af lokal erhvervsvenlighed 2026. Favrskov ligger nummer 29 ud af 91 kommuner. Det er en placering i den bedste tredjedel, og det er et fint udgangspunkt.
Jeg noterer mig resultatet, og jeg læser det med forbehold. 71 virksomheder i Favrskov har svaret. Kommunen har cirka 2.500 virksomheder, og langt de fleste af dem er små. DI oplyser selv, at de 71 besvarelser repræsenterer mindst 1.500 arbejdspladser. Det indikerer, at virksomheder med en del ansatte fylder relativt meget blandt besvarelserne. Undersøgelsen er den største af sin slags i Danmark, men den fortæller ikke hele historien om et lokalt erhvervsliv.
Når kategorier ændres løbende…
Man skal også være varsom med at sammenligne placeringer på tværs af år. Undersøgelsen bliver justeret løbende. Der var ti kategorier for få år siden. I dag er der fire. Indikatorer er kommet til, andre er taget ud, og enkelte er beregnet på en ny måde i år. Placeringer fra forskellige årgange kan derfor ikke uden videre lægges ved siden af hinanden og kaldes en udvikling.

DI har selv tidligere forklaret Favrskovs bevægelse på listen med, at kommunen ikke nødvendigvis er blevet dårligere, men at andre kommuner er blevet bedre. Det er en vigtig pointe, og den gælder stadig.
Dertil kommer, at en betydelig del af de indikatorer, der indgår, kun i begrænset omfang er under kommunens kontrol. 5G-dækning og andelen af energiforbruget, der dækkes af vedvarende energi, er eksempler.
Et andet eksempel er pendlingen. Favrskov ligger tæt på Aarhus, og flere af vores borgere arbejder uden for kommunen, end der er folk udefra, som arbejder her. Det er en styrke for Favrskov som bosætningskommune, men i DI’s måling tæller det ned. På netop det forhold placeres Favrskov som nummer 67. Det er geografi, ikke erhvervspolitik.
Motorvejsbyggeri har måske påvirket udfaldet af årets måling i Favrskov
Årets måling er desuden gennemført i en periode, hvor infrastrukturen omkring Søften har været én stor byggeplads. Vejdirektoratet udvider E45 og bygger motorvejskryds Aarhus Nord om, og Århusvej er udvidet fra to til fire spor og er ved at være færdig. Perioden har givet kø, omkørsler og indsnævrede vejbaner, og det mærker virksomhederne i deres hverdag. Men det er investeringer i bedre fremkommelighed, ikke forsømmelser, og gevinsten kommer, når arbejdet er færdigt. Det er værd at have med, når man læser årets tal for mobilitet.
Jeg lægger især vægt på det, kommunen rent faktisk kan gøre noget ved. Her ser jeg fremgang, og DI fremhæver selv forbedringerne i den kommunale administration. Virksomhederne kvitterer blandt andet for de digitale erhvervsservices, udbudsprocessen og hensynet til erhvervslivet i den lokale planlægning.
Det passer med, hvad vi ser i hverdagen. Favrskov Kommunes erhvervspolitik er blevet til i dialog med erhvervslivet. Skoler og virksomheder er knyttet tættere sammen, blandt andet ved at lokale virksomheder åbner dørene for skoleelever, og ved at alle kommunens elever i 8. til 10. klasse besøgte EuroSkills sidste år. Erhvervspuljen giver konkret tilskud til kompetenceløft i de mindre virksomheder. Og der bliver investeret i erhvervsbyggeri i kommunen.
Målinger og virkelighedens udfordringer
I Favrskov Erhverv har vi et glimrende samarbejde med både administrationen og det politiske niveau i Favrskov Kommune. Der er kort vej fra en henvendelse til handling, og der bliver lyttet. Det er min egen erfaring, og jeg hører det samme fra vores medlemmer. Mine forbehold over for målingen skal ikke forveksles med tilfredshed eller magelighed. Vores ambition er uændret. Vi skal ville mere end en placering i den bedste tredjedel.
Men vi måler ambitionen på andet end en listeplacering. Vi måler den på, om virksomhederne får hurtige og brugbare svar, om de kan skaffe den arbejdskraft, de har brug for, og om de har reelle muligheder for at vokse her.
Det er de forhold, vi arbejder med hele året. Vi bringer virksomhedernes erfaringer videre til administrationen og politikerne, følger op og presser på, hvor der er behov for det. Byggesagsbehandlingen er det område, virksomhederne vurderer lavest, når de bliver spurgt til kommunens administration. Det er derfor et af de områder, vi fortsat har særlig opmærksomhed på.
Virksomhederne peger selv på arbejdskraft som den vigtigste prioritet. Det er også her, vi lægger vores kræfter i det kommende år. Vi bruger målingen som ét input blandt flere, og vi arbejder videre dér, hvor der er reelle håndtag at trække i.
John Nielsen
Formand for Favrskov Erhverv
Du kan læse mere om undersøgelsen via dette link






















