Karsten lover, at alle hylderne er fyldte, når butikken åbner på torsdag.

Lige midt i Hinnerup, hvor der indtil marts lå tøjbutikken Christina F, åbner der på torsdag en helt ny butik. Det er Karsten Jensen, der bringer nyt liv i lokalerne, der skal rumme Holte Vinlager, som dermed sikrer Hinnerup sin første vinbutik i mange år.

Håndværkerne er i fuld gang, og det summer i den grad af liv i lokalet, der på torsdag åbner dørene op til vinbutikken der bliver en del af Holte Vinlager. Det er Karsten Jensen der bliver indehaver, og med åbningen af vinbutikken, bliver en gammel drøm til virkelighed. Han har været aktiv i vinbranchen i mange år, både gennem Salling Group, hvor han i flere år var indkøbsansvarlig samt de seneste fem år, hvor han har drevet KJ Vin og Wine Experience.

“Jeg startede som selvstændig for godt fem år siden, efter en del år i Salling Group. Det var en god ven der prikkede til mig og sagde, at havde jeg drømmen om at skulle være selvstændig, så var det med at komme i gang, i stedet for at ærgre mig over at jeg ikke kom i gang når jeg blev 70. Det var helt oplagt at starte et vinfirma op, både med baggrund i min tid hos Salling Group, men også fordi jeg altid har haft en passion for god vin, blandt andet fra områder som ikke er så hypede, og derfor kan købes til fornuftige priser”, fortæller Karsten til ByensNyt og tilføjer:

“Vinbutikken er en helt naturlig udvikling, og var faktisk på tegnebrættet for år tilbage, inden jeg startede KJ Vin, men dengang var tiden bare ikke den rigtige. Det er den nu, og da jeg opdagede det ledige lokale her, lige midt i Hinnerup, slog jeg til. Jeg tror det er svært at finde et bedre sted i Hinnerup, med tanke på at det er her folk handler, og langt de fleste butikker i Hinnerup er placeret lige her. Jeg har et stort håb om, at vi kan få nogle gode samarbejder med de andre butikker, hvor det giver mening for begge parter, så jeg glæder mig virkelig til at åbne op og byde kunderne indenfor”.

Der knokles på livet løs, så man er klar til åbningen på torsdag

Karsten vil fortsat drive sin webshop ved siden af, mens man altså træder ind i Holte Vinlagers univers, når man går ind ad døren i Storegade. Det er ikke tilfældigt at det netop er Holte Vinlager, som han indleder et samarbejde med, og han glæder sig til at vise kunderne, hvad han har på hylderne.

“Der er måske en del der tænker at det er fint og fornemt, når de hører ordet Holte, men netop fordi man så har puttet vinlager på, så får det en anden og mere jordnær betydning. Her kan du få det helt dyre, MEN, du kan også få den gode hverdagsvin til en fornuftig pris og det der ligger midt imellem, så sortimentet spænder bredt og der er noget for enhver smag og pengepung”.

Vinsmagninger og god vejledning

I det store lokale, der ligger lige ved siden af La Luna og Hinnerup Apotek samt Super Brugsen, bliver der også mulighed for vinsmagninger fra tid til anden. Det kommer til at ske på 1. sal, hvor der er gjort klar til dette.

“Vi kommer til at afholde vinsmagninger flere gange om året efter lukketid, hvor der enten kommer en fra Holte Vinlager eller en producent, som kan gå mere i dybden og være med til at give kunderne en aften med god vin og en masse ny viden. I det hele taget er det jo det en vinbutik skal kunne, nemlig at give folk en oplevelse, og præsentere dem for noget nyt og spændende, samtidig med at de får en god og personlig vejledning. Jeg tænker det er oplagt at bruge os, når man har handlet ind og gerne vil have en vin der passer til indkøbene, og man skal ikke være bange for at spørge løs, fordi vi ved godt at vin kan være en jungle, og vi kan selv blive overrasket fra tid til anden, når vi opdager et nyt område”, konstaterer Karsten.

Butikken får normale åbningstider, 10-17.30 man-torsdag, 10-18 fredag samt 10-14 om lørdagen, og Karsten garanterer gode tilbud når dørene åbnes på torsdag.

På 1. salen bliver der mulighed for diverse arrangementer med plads til 20-25 personer
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.