Foto: Favrskov Kommune

Hver torsdag formiddag leder Ole Frederiksen et lungetræningshold i Ulstrup, hvor deltagerne fokuserer på træning og bevægelse. Holdet er populært, og Ole Frederiksen, som selv lever med KOL, understreger, at træningen gør en forskel.

Han vil også deltage i Lungedagen den 20. november med både oplæg og øvelser. Et arrangement, som Favrskov Kommune står bag.

Mange vil måske tænke, at hvis man har KOL, hjertesygdomme eller andre lungelidelser, så er det bedst at tage den med ro. Men Ole Frederiksen mener det modsatte:

“Du dør ikke af at bevæge dig, men du kan dø af ikke at gøre noget. Det hjælper faktisk at presse sig selv, få pulsen op og røre sig. Du bliver også gladere af at træne, og så har vi et fantastisk fællesskab på holdet.”, fortæller Ole til Favrskov Kommunes hjemmeside.

Deltagerne mødes hver torsdag kl. 10 på sundhedscentret i Ulstrup eller på Ulstrup Skole. Træningen omfatter opvarmningsøvelser, åndedrætsøvelser, stoleøvelser, elastiktræning, afslapning og brug af PEP-fløjten, som hjælper med at løsne slim ved at få luften ud i de yderste dele af lungerne.

“Jeg har levet med KOL i mange år, og jeg kan selv mærke, at træningen hjælper. Jeg har lige været på vandretur i Italien, og jeg kan stadig holde til det, fordi jeg træner. Så træning nytter faktisk noget, fordi det hjælper på dit åndedræt, og det styrker dine muskler, så du bliver mere bevægelig og udholdende,” understreger Ole Frederiksen.

Favrskov Kommune inviterer til Lungedag den 20. november 2024 kl. 14 i InSide i Hammel. Her kan man få målt sin lungefunktion og få foretaget en kuliltemåling. Der vil være informationsstande, quizzer og optræden fra Lungekoret. Ole Frederiksen deltager også i arrangementet:

“Det er en god anledning til både at fortælle om og vise, hvad vi laver på holdet. Nogle læger henviser allerede folk til holdet, men måske er der nogen, der ikke har opdaget det gratis tilbud. Så jeg slår et slag for det, da der er plads til flere på holdet.”

Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.