Der er godt nyt for folk, der hungrer efter en café i Hadsten. Røde Kors har nemlig, i samarbejde med apoteker Trine Persson, en café på tegnebrættet.
Den skal drives af frivillige, og sigter til en start efter de unge i byen, der lige nu mangler et sted at kunne mødes i fritiden.
Caféen får til huse i Sundhedshuset i gadeplan, hvor der før lå en grønthandler. Den bliver genbo til Røde Kors butikken, der flytter fra sin nuværende placering lidt længere henne af Østergade og til Sundhedshuset, hvor Hadsten Diner havde til huse.
Der er informationsmøde i den nuværende Røde Kors café, der ligger omme bagved Røde Kors butikken, Østergade 17. Det er den 20. januar klokken 17. Her kan man høre mere om projektet, og melde sig på banen, hvis man tænker, at man gerne vil give en hånd med i den kommende café.