Man kunne næsten ikke bede om meget bedre vejr, når man nu har inviteret til stor havefest hjemme i privaten, og når man som Charlotte og Keld, der er værter, så også har sørget for musik i topklasse samt rigeligt med mad og drikke, så har man opskriften på en succes.
Sidste år var der premiere på det der kom til at hedde Musik På Toppen, og det blev så stor en succes, at man nu for andet år i streg afholder det, arrangørerne selv kalder for Hadstens største havefest. Og med godt 1500 deltagere, 250 flere end sidste år, så løber Charlotte og Keld jo nok med den titel igen i år, og sikke en fest de har fået stablet på benene.
Musik med kunstnere som Nicklas Sahl, Anders Blichfeldt, Mercury Band og mange andre ligger en solid bund til havefesten, og rundt om på pladsen er der masser af boder, hvor gæsterne kan forsyne sig med mad og drikke i alle afskygninger. Da ByensNyt var forbi midt på eftermiddagen, da bysbarnet Nicklas Sahl gik på scenen, var festen i den grad i gang, og man behøvede ikke mange minutter på pladsen for at fornemme, at det her godt kunne blive en gedigen fest der kommer til at fortsætte til en gang ud på aftenen.

Der er mange frivillige til at hjælpe til Musik På Toppen, og to af dem som i den grad ved, hvad frivillighed er, mødte ByensNyt på sin vej, og de var i den grad begejstrede for festen.
“Det er virkelig godt arrangeret, og det er et flot program de har stablet på benene, så det skulle vi selvfølgelig med til. Det er fantastisk, at Charlotte og Keld arrangerer det her. Det er jo i den grad noget som der bliver talt om i byen, og som er med til at samle folk, hvilket vi selvfølgelig bakker op om”, lyder det fra de to HSK-folk, Toni Olesen og Henry Sørensen, der senere i denne måned er med til at arrangere HSK Cup med over 300 deltagende hold.

Der var også politisk opbakning til Musik På Toppen, og en af dem som ByensNyts udsendte spottede var René Schneider fra De Konservative, der også var med til festen sidste år.
“Jeg er lige kommet, men jeg kan allerede nu mærke, at det bliver en god dag og aften. Det er et stærkt program med masser af kendte navne, og som politiker og medlem af Kultur & Fritid, så glæder jeg mig over, at der sker så mange gode ting i kommunen. I dag er det Musik På Toppen, og i næste uge er det “Skrål-festival” i Hammel, og sådan fortsætter det resten af juni”, kom det storsmilende fra René Schneider, inden han sluttede sig til festen for alvor.

Det er ægteparret Charlotte og Keld Sørensen der står for festivalen, og de var i højt humør, da det lykkedes ByensNyt at fange de to, der havde travlt med både udlevering af armbånd samt hilse på mange af festdeltagerne, og ægteparret glædede sig over, at det endnu engang var lykkedes at stable festen på benene.
“Vejret er med os, og folk er i godt humør, musikken spiller og der er masser af mad og drikke, så det er svært ikke at være glad. Vi fik idéen under corona, hvor man på TV2 kunne få et band hjem i sin have, og så sagde jeg til Charlotte, at vi arrangerer sgu en havefest, men vi fik aldrig sendt en ansøgning, og så blev vi enige om, at så gør vi det bare uden tilskud, og det gik da såmænd meget godt”, lyder det fra Keld Sørensen, der bliver suppleret af Charlotte:
“I år har vi solgt 250 billetter flere end sidste år, og kunne nok godt have solgt flere, men man er nødt til at stoppe et sted, og lige nu virker det som det rigtige sted. Vi skal kunne følge med, og det skal være rart at være her, og det synes jeg vi er lykkedes med. Vi vil gerne se glade mennesker, og det er der overalt på pladsen, så vi er i den grad tilfredse og glade”

