For en del år siden startede Gregers Petersen Herreværelset op, dengang i hans kontorejendom på Egevej, og siden da er mødestedet for herrer i Hadsten og omegn vokset støt og roligt.
Derfor er Herreværelset også vokset ud af lokalet på Egevej, og holder nu i stedet til i Sløjfen, hvor de en gang om måneden mødes til samvær krydret med et foredrag eller oplæg.
I går var der juleafslutning, og det blev fejret med julebrunch, som Skafferiet havde kreeret, og der blev såmænd også plads til en øl og snaps i det gode selskab.
Borgmester Lars Storgaard var også på besøg og ønskede god jul, mens Old Barbershop Singers underholdte forsamlingen på festlig vis. Til slut fortalte tidligere provst i Favrskov, Anders Bonde, gode historier og såmænd også lidt om julen.
Herreværelset mødes sidste tirsdag i måneden normalt, mens dette møde, grundet jul og nytår, var rykket en anelse frem. Næste gang der er møde er 23. januar, hvor professor Anders Grosen holder oplæg omkring vejen til velstand i vesten.