5. december 2024

Bekræftet: Skafferiet fra Hinnerup rykker ind i Sløjfen som ny forpagter

Præcis som ByensNyt kunne fortælle for et par uger siden, så er det Skafferiet og Jon Ahrensbach der bliver ny forpagter i Kulturhus Sløjfen fra oktober.

Fra 1. oktober 2023 kan Hadsten Kulturhus Sløjfen endelig byde på mad fra husets nye køkken. Forpagteren af café og køkken er Skafferiet og Jon Ahrensbach. I ti år har Skafferiet ligget lige midt i Hinnerup og haft fokus på økologisk mad ud af huset.

Det er en veletableret forretning med en erfaren kok og virksomhedsejer bag, der snart rykker ind som forpagter af caféen og køkkenet i Sløjfen. Siden 2013 har Jon Ahrensbach drevet Skafferiet i Hinnerup, der arbejder med økologisk mad ud af huset, surdejsbageri og arrangementer i det tilhørende selskabslokale Spisestuen. Jon Ahrensbach er uddannet kok og har blandt andet arbejdet på Svinkløv Badehotel, Restaurant L’estragon og Kolonihagen Frogner i Oslo. 

Skafferiet i Sløjfen vil basere sig på hjemmelavet og økologisk grøn mad, der sagtens kan indeholde kød og fisk. Jon Ahrensbach glæder sig over, at aftalen er kommet i stand.

– Jeg brænder for kultur i bred forstand og for at skabe liv og oplevelser. For mig kan mad og madrelaterede oplevelser både være understøttende for kulturen i det hele taget, men også være et kulturtilbud i sig selv. Og som sådan er forpagtningen af køkkenet i Sløjfen en drømmeopgave for Skafferiet og for mig personligt, da der netop er mulighed for at arbejde med begge sider her. Det er intentionen, at køkkenet skal fungere som et levende og åbent værksted, og husets gæster skal opleve køkkenet som et kulturtilbud på linje med de andre tilbud i huset. Vi vil tilbyde mad og oplevelser på et højt niveau, både til hverdagens møder, frokoster, aftensmad og til mere festlige lejligheder i og ude af huset, siger Jon Ahrensbach i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune.

Sløjfens nye køkken og aftalen med en ny forpagter er det seneste skridt i udviklingen af midtbyen i Hadsten, og formand for Kultur- og Fritidsudvalget Morten Bang glæder sig over den fortsatte udvikling.

– Ombygningen af Sløjfen føjer sig til de andre store projekter, som byrådet har prioriteret i Hadsten. Kollerup Enge-projektet og det nye trappeanlæg foran Sløjfen gør Hadsten til en skønnere by og løser samtidig nogle store udfordringer. Vi har også gang i en helhedsplan for Lilleåparken, og når vi også tilføjer en café med forpagter, så er der virkelig sket noget i Hadsten i de seneste år. Jeg håber, at borgerne vil tage godt imod Jon og Skafferiet, og jeg glæder mig til, at jeg selv kan nyde et dejligt måltid i Sløjfen, siger Morten Bang.

Der har været flere løsningsforslag i spil for at gøre plads til det nye køkken i Sløjfen, og bestyrelsesformand Michael Jensen glæder sig over den valgte løsning.

– Vi har i bestyrelsen haft et stort ønske om, at Sløjfen fik et rigtigt produktionskøkken, så vi kunne tiltrække en forpagter, der ville give os endnu bedre muligheder for at skabe gode kulturoplevelser. Nu er vi klar til at høste frugterne af et stort arbejde, og vi glæder os meget til samarbejdet med Skafferiet, siger Michael Jensen.

Formand for Sløjfen, Michael Jensen og Jon Ahrensbach, kigger på det nye køkken der snart står klar

Kultur- og fritidschef i Favrskov Kommune Ulla Egeberg er også meget tilfreds med den indgåede aftale.

– Skafferiet en lokalt forankret virksomhed, der føler et ansvar for at få noget til at ske lokalt og for at få folk til at mødes på kryds og tværs. Samtidig har vi hørt mange rosende ord om den mad, Skafferiet leverer, så det lover godt for kvaliteten. Det bliver et stort aktiv for huset, at vi nu kan inddrage fællesspisninger i husets mange øvrige tilbud, siger Ulla Egeberg.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler