I mandags var der Royal Run i mange danske byer med op mod 100.000 deltagere, og det ville de ikke stå tilbage for i Voldum, så her arrangerede byens dagplejere et lokalt løb dagens efter, der har fået navnet Royal Side Run.
Løbet, hvor dagplejebørn og dagplejere deltog i, foregik ved Voldumcentret, byens plejecenter, hvor der var pyntet flot op med flag og vimpler fra Royal Run. Der var også blevet lavet små kroner til alle, og så var byens t-shirt også obligatorisk med teksten: Voldum – hele pakken – hele livet!
Der var stor entusiasme fra alle deltagere, der efter en god opvarmning slog sig løs på stierne omkring plejecentret, inden alle fik overrakt en flot medalje. Efterfølgende var der sørget for både mad og drikke, så depoterne igen blev fyldt op efter løbet, og det blev selvfølgelig indtaget på græsset i det gode sommervejr.
“Der er fokus på sundhed og fællesskab ved sådan et arrangement, så vi har vist sat gang i en fin tradition her i Voldum”, lød det fra de deltagende dagplejere til Favrskov Kommunes facebookside.