23. oktober 2024

Eksamensangst kan afhjælpes med akupunktur

Blodet pumper i ørerne, åndedrættet er hurtigt og man har mest lyst til at løbe langt væk. Med foråret og de stigende temperaturer følger også de uundgåelige eksamener for mange unge. 

For nogle er det med en forventning og selvfølgelighed at gå op til eksamen, men for mange andre er det en helt anden sag. For selvom man har fulgt med hele året, lavet sine lektier og afleveringer er det ikke ensbetydende med, at det er nemt at gå til eksamen.

De forskellige skoler har heldigvis mange måder at hjælpe de studerende på, men der er også helt andre muligheder for hjælp.

En af mulighederne er NADA. NADA er et standardiseret øreakupunktur-program som består af 5 punkter i hvert øre. Man får sat nålene i hver øre og sidder derefter og slapper af i 45 minutter. 

”Man bliver bedre til at holde fokus, man får mere ro i hovedet, det giver en ro både fysisk og mentalt og man får følelsen af ”at det skal nok gå”. NADA er godt mod både stress, angst, afhængighed og traumer mm. En anden mulighed er Tankefelt Terapi. Her går man ind og bearbejder, hvad der er svært ved at gå til eksamen”, fortæller Inge Kusk, der ejer Voldum Akupunkturklinik, og tilføjer:

”Man går tilbage i tidligere eksamener og bearbejder det der skete. Det er en aktiv behandling, hvor den studerende fortæller om de svære situationer og de følelser de frembragte, hvorpå man banker lige så blidt på akupunkturpunkter med fingrene. På den måde er det både krop og sind der bliver bearbejdet. Virkelig effektivt til at opnå større selvtillid og kroppen spænder ikke naturlig op ved tanken om, at den nu igen skal til eksamen, fordi den har fået bearbejdet de svære situationer”.

Inge har selv haft svært ved at gå til eksamen, og kan derfor sagtens sætte sig ind i de unges følelser, og håber at hun kan være med til, at give nogle af dem en god oplevelse i forhold til at gå til eksamen.

”Jeg har efterhånden en del erfaring med at hjælpe unge mennesker, som har svært ved at skulle præstere til eksamen. Jeg kan selv huske, hvor forfærdeligt jeg synes det var og bestemt ikke altid rimeligt ift. hvor meget jeg havde læst igennem hele året og op til eksamen. Når først man har fået en dårlig oplevelse til eksamen og det kan være svært helt at sætte ord på, hvad der gik galt, så kan det virkelig være svært at gå op og samtidig glemme det næste gang. Derfor vil jeg rigtig gerne hjælpe de unge mennesker til at få nogle gode oplevelser til eksamen”.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler