8. februar 2025

En weekend med et spækket program lige fra start til slut

Ordene i overskriften stammer fra Mads Lindhard fra Hadsten, der var den ene af deltagerne på Hadsten Rotary Klubs ledelsesbootcamp RYLA, der blev afholdt på Hadsten Fri Fagskole i weekenden.

“For mig var det afgørende, at der var en god variation i planlægningen” fortæller Mads Lindhard til ByensNyt. “Det muliggjorde fordybelse i det faglige stof, men samtidig også komme også komme ud og bevæge sig gennem Hadsten by på teambuilding øvelser eller i dojo’en til aikido!”

Bent Hagelskjær gav de unge en kort indføring i kampsporten Aikido og lærte om egne og andre grænser

Mads var også glad for både indhold og indlægsholderne på bootcampen. “RYLA havde fyldt programmet med gode talere, der kunne dele ud af meget erfaring i flere af livets facetter; både på arbejdsmarkedet og privat” fortæller han og fortsætter “Det er godt at blande teori og praksis, så man virkelig føler, at det man lærer, hænger fast”.

En af de ting, han har hæftet sig ved, var ordene fra den ene af indlægsholderne “Ledelse er ikke en kompetence, man er født med, men noget man tillærer og kan dygtiggøre sig i – den fødte leder er ikke født endnu.”

Derudover glædede han sig over samværet med de 9 andre unge på bootcampen, der kom fra Thisted, Aalborg, Aars, Randers, Bjerringbro, Ørsted og i forvejen kendte han kun Frederik, der er fra Voldum.

“Jeg er overrasket over, hvor hurtigt jeg pludselig følte, at jeg kendte de andre kursister” fortæller Mads. “Dejligt at være omgivet af mennesker, der var kommet der frivilligt for at lære noget. Det betød, at selvudvikling var noget alle dyrker og kom der for og alle kursister bidrog virkelig til at bringe gode overvejelse op og skabe en god dialog.”

Hele RYLA-holdet

Han var også godt tilfreds med rammerne på den Frie Fagskole. “Linieskolen var et super sted at holde kursus med gode faciliteter og fantastisk forplejning” siger Mads og slutter: “Grundlæggende var det bare fedt at få en masse stof til eftertanke, nye syn på forskellige af de berørte temaer og ikke mindst rigtig gode bekendtskaber!”

Du kan læse mere i ByensNyts seneste artikel om RYLA-bootcampen i Hadsten

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler