Lørdag formiddag havde Hadsten Handel, Røde Kors og Kulturhus Sløjfen, inviteret til fastelavnsfest i Lilleåsalen, og det blev som altid en stor succes med mange børn og forældre der var festligt klædt ud.
Det var ikke bare børnene der havde klædt sig ud, mange forældre havde også fundet udklædningstøjet frem, hvilket gjorde det endnu mere festligt, og det var tydeligt, at fastelavnsfesten var blevet imødeset med glæde. Mange var startet ud ved Mette Sko, hvorfra man i samlet flok, med Hinnerup Gardens Trommekorps i front, gik gennem Søndergade, for tilsidst at slutte ved Sløjfen.
Her skulle der slås katten af tønden, en tønde for de mindste og en tønde for de lidt ældre, og alle fik mulighed for at slå flere gange, inden man tilsidst kunne kåre både kattedronninger og kattekonger. De bedst udklædte blev også kåret, og så var det tid til fastelavnsboller. Dem havde Skafferiet lavet, og ByensNyts udsendte kan konstatere, at det kan de godt finde ud af at lave, det var høj kvalitet. Der var også slik og juice, til stor begejstring for børnene, og de voksne havde mulighed for at købe kaffe og fastelavnsboller i en lille bod i foyeren.
Herefter var der fri leg, og mulighed for at besøge biblioteket, hvor der var fastelavnsværksted. Man kunne også gå på bogstavjagt i Hadsten Handels butikker, og efter en god times tid, var både børn og voksne klar til at tage hjem og holde velfortjent weekend.
Et godt og veludført arrangement, som forhåbentlig gentages næste år, da rammerne i Sløjfen er helt oplagte til dette.