12. februar 2025

Første spadestik til ny daginstitution på Grønnebakken tages onsdag

Onsdag morgen, helt præcis klokken 08.00, tages det første spadestik til en ny daginstitution i det sydlige Hadsten, nærmere bestemt på Grønnebakken, som er en del af den store udstykning ved Ginneruplund.

Der kommer i disse år flere nye vejnavne til Hadsten, takket være den store udstykning i det sydlige Hadsten der startede med Flegebakken, herefter Sejlager, og nu er man så kommet til Munkebakken og Grønnebakken. Det er på sidstnævnte vej, at den nye daginstitution skal ligge, og onsdag morgen er der så det første officielle spadestik til byggeriet.

Det er Hans Minor Vedel, direktør for Børn og Kultur, der byder velkommen, og derefter holder Flemming Nørgaard, formand for Børne- og Skoleudvalget, tale. Arrangementet rundes af med kaffe og rundstykker. 

Institutionen bliver til talt 128 børn fordelt på 3 vuggestuegrupper samt 4 børnehavegrupper, og er tegnet af arkitektfirmaet Frost Larsen. Byggeriet forventes færdigt i 2025 og kommer til at koste 31 millioner kroner. Det forventes, at institutionen står klar til brug om godt et år.

Kommunen skriver på hjemmesiden, at adressen er Grønnebakken 50, men da vejen er så ny, og endda ikke har fået sit vejskilt endnu, så kan man heller ikke finde vejen på Google Maps. Men, bare rolig, ByensNyt har undersøgt sagen, og Grønnebakken er første vej på venstre hånd efter Sejlager, eller anden vej til højre, hvis man kommer fra rundkørslen syd for Hadsten.

Der bliver udsigt til Over Hadsten Kirke fra den nye daginstitution på Grønnebakken.
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler