Næsten 5,3 millioner danskere kan fra tirsdag 14. november se deres forskudsopgørelse for 2024. Den dag åbner SKAT nemlig for adgangen til forskudsopgørelsen i TastSelv på skat.dk, hvor du kan se dine forventede indtægter og fradrag for næste år.
Ejer du en bolig, vil du udover dine vante skatteoplysninger, som noget nyt også kunne se din samlede boligskat på forskudsopgørelsen. Vi har taget en snak med Anders Rye Falko, afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Hadsten, for at blive klogere på, hvad man som almindelig borger skal være opmærksom på i år.
”Hvor du tidligere har været vant til at blive opkrævet din grundskyld af Favrskov Kommune, bliver den fremover opkrævet af Skattestyrelsen via din forskudsopgørelse og årsopgørelse, fortæller Anders Rye Falko, der fortsætter:
”Det kan vist ikke være gået nogens næse forbi, at der næste år gælder nye regler for boligskatten, og som noget nyt kan du se den samlede opkrævning af boligskatten på din forskuds- og årsopgørelse, så du nu også kan se din grundskyld på disse opgørelser. Derfor vil der for boligejere være noget nyt at forholde sig til på forskudsopgørelsen i år”
Din boligskat består både af ejendomsværdiskat og grundskyld, og SKAT oplyser på sin hjemmeside følgende:
”Betaling af grundskyld vil fremover ske som en del af den løbende skattebetaling fra januar 2024 i stedet for to gange årligt, som det hidtil har været tilfældet, hvor opkrævningen er blevet foretaget af kommunerne. Tallene for boligskat i forskudsopgørelsen baserer sig på den foreløbige ejendomsvurdering, der danner grundlag for boligskatten i 2024. Ejendomsvurderingen udsendes af Vurderingsstyrelsen, der også står for beregningen af selve boligskatten.”
Alle bør tjekke tallene
Uanset, om du er boligejer – og derfor nu også kan se den grundskyld, du vil blive opkrævet via din forskuds- og årsopgørelse – eller ej, er det en god idé at løbe dine indtægter og fradrag igennem og tjekke, at de svarer til det, du forventer. Din forskudsopgørelse ser frem og beskriver dine forventede skattefradrag og den skat, du løbende skal betale i det nye år. Du kan rette din forskudsopgørelse ved at logge på skat.dk med dit MitID. Du får en ny forskudsopgørelse og et nyt skattekort med det samme, hvis du foretager rettelser. Oplysningerne bliver automatisk sendt til din arbejdsgiver eller anden udbetaler til brug i det nye år.
”Særligt bør du være opmærksom, hvis du har fået nyt job, eller din løn er steget eller faldet. Det kan også være, at du er blevet gift eller skilt i løbet af 2023, og det har betydning, da ægtefæller har det, man kalder sambeskatning og derfor kan udnytte hinandens skattefradrag”, lyder rådet fra Anders Rye Falko.
Måske har du købt eller solgt dit hus, din fritidsbolig eller en virksomhed? Dette vil også ændre din renteafgift og dermed dit skattefradrag, da du har fået en ny indkomst eller udgift – og det er ikke sikkert, at SKAT automatisk kender den på nuværende tidspunkt.
Er du på vej på pension eller efterløn?
Går du på pension eller efterløn, er det særligt vigtigt at være opmærksom på forskudsopgørelsen og rette både din forventede løn og pension. Udover at SKAT benytter tallene på din forskudsopgørelse, bruger Udbetaling Danmark dem også til at beregne din pension. Ved at opdatere forskudsopgørelsen undgår du at få udbetalt for meget i pension, som du senere skal betale tilbage. Du undgår også, at der kommer en opkrævning af restskat.