23. oktober 2024

Hadsten Spejderne inviterer alle til at opleve naturen om natten

Når mørket er faldet på, så åbner der sig en ny verden af spændende naturoplevelser. Men for mange er det uvant at færdes i naturen efter mørkets frembrud.

En undersøgelse fra 2022, som YouGov har lavet for Friluftsrådet, viser blandt andet, at 68 procent af danske børn mellem 2 og 15 år aldrig har sovet i det fri, 41 procent aldrig har set stjernehimlen, og 38 procent aldrig har været med til at tænde bål.

Det vil Friluftsrådet gerne ændre på. Derfor har Friluftsrådet uddelt 2,5 mio. kr. fra Udlodningsmidler til Friluftsliv til 104 projekter, som skal give befolkningen bedre muligheder for at opleve naturen om natten eller i mørket.

”Vi vil gerne inspirere flere til at opleve nattens unikke natur. Her kan man møde nataktive dyr som ræv og natugle, se stjerner titte frem og få skærpet sine andre sanser, når det bliver mørkt for øjet. Det er en helt særlig oplevelse at være ude om natten, og alle kan være med. Derfor er vi også rigtig glade for at kunne give tilskud til en masse gode arrangementer, som kan introducere flere til de naturoplevelser, man kan få, når det er mørkt,” siger Winni Grosbøll, direktør for Friluftsrådet.

DDS HadstenSpejderne som holder til på Ellemosevej i Hadsten har fået bevilget 15.000 kr. i støtte fra Friluftsrådet til et arrangement der finder sted lørdag d. 26. august til søndag d. 27. august på spejdergrunden. Her inviterer de alle interesserede til at komme og få en naturoplevelse og opleve den bynære natur på en alternativ måde. Og samtidig gå på opdagelse i den natmørke skov hvor de normalt ikke kommer.

”Vi inviterer til at overnatte hos os i f.eks. hængekøje under åben himmel, shelters, telte eller hvad man ønsker – vi stiller faciliteterne til rådighed. Vi vil lave mad over bål og invitere til blandt andet lejrbålshygge, snobrød og natløb i skoven,” udtaler gruppeleder hos HadstenSpejderne Vibeke Ludvigsen og fortsætter:

”Vi har inviteret kommunens naturvejleder Vibe Søndergaard Jensen til at komme og fortælle om dyre- og plantelivet i skoven både om dagen og om natten, og der kommer også en amatørastronom med sin stjernekikkert og fortæller os lidt om stjernerne på nattehimlen.”

En del af pengene fra Friluftsrådet er brugt til at indkøbe såkaldte UV- lygter, som gør det muligt at finde vej i mørket uden at forstyrre dyrelivet og ødelægge nattesynet.

”Vi håber, at vi med dette arrangement, kan være med til at inspirere børn, unge og deres forældre til at komme ud og bruge naturen på tidspunkter, hvor de normalt ikke kommer ud og forhåbentlig kan vi vise dem, at der er mere liv om natten, end vi normalt oplever,” slutter Vibeke Ludvigsen.

Tilmeldingen til arrangementet ”Nat i naturen” kan findes på HadstenSpejdernes hjemmeside hadstenspejderne.dk – det koster kun 25 kr. at deltage og alle er velkomne, men børn under 10 år skal tage en voksen med.

FAKTA:
HVOR: Spejderhytten, Ellemosevej 17A, Hadsten
HVORNÅR: 26/8 kl. 17 – 27/8 kl. 10
HVEM: Alle interesserede – børn under 10 år kun ifølge med voksen PRIS: 25 kr. pr. person uanset alder
TILMELDING: www.hadstenspejderne.dk

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler