Hjemmeplejen i Favrskov Kommune har igennem et stykke tid tilbudt skærmopkald som supplement til den fysiske hjælp, og det er blevet taget god imod hos de borgere der har sagt ja tak til tilbuddet.
En af dem er Jette Junker fra Hammel, der fast får hjemmehjælp om morgenen. Hun får fast et skærmopkald om aftenen, hvor hun bliver mindet om, at hun skal huske at spise, og det har stor betydning for hende og har også skabt større tryghed i hverdagen.
“Jeg er dårlig til at huske mine måltider, så ofte fik jeg kun morgenmad. Selvfølgelig er det en omvæltning, at jeg nu får hjælp fra hjemmeplejen, men jeg er meget taknemmelig for det. Så får jeg min medicin og morgenmad, og de spørger til, hvordan jeg har det. Det er positivt”, siger Jette Junker til Favrskov Kommunes hjemmeside.
Hun har tidligere arbejdet på fabrik og som postbud, så hun kender lidt til skærmarbejde. Derfor var hun også frisk på at prøve den lille tablet, som hjemmeplejen gerne ville introducere hende for. Hun skal fortsat have hjælp til at huske måltiderne, og der kommer den lille tablet og et dagligt skærmbesøg ind.
“Omkring kl. 18.30 får jeg et opkald. Det kan jeg høre, og så trykker jeg på den grønne knap midt på skærmen, og så er jeg igennem, fortæller Jette Junker, da hun kan høre opringningstonen fra den lille skærm i soveværelset”.
Læs resten af historien om Jette, og de erfaringer som hjemmeplejen har gjort sig med det nye forsøg på Favrskov Kommunes hjemmeside.