23. oktober 2024

Ildsjæl fik kompetenceløft til hendes Sommercamps for enlige forældre

Karina Schwartz er et velkendt ansigt i Hadsten og lokalområdet, hvor hun blandt andet er blevet kendt for hendes sociale engagement og dedikation til at hjælpe andre, og i år er ingen undtagelse.  

Det går nemlig rigtig godt for hendes enkeltmandsvirksomhed ”SommerCamp For Enlige Forældre”. SommerCampen tilbyder en fantastisk mulighed for enlige forældre for at nyde en ferie med deres børn i et støttende og inkluderende fællesskab på børnenes præmisser, alt sammen for ganske få midler, så alle kan være med, lyder det i en pressemeddelelse fra Karina Schwartz. 

SommerCamp i Danmark

SommerCamp for Enlige Forældre finder sted på Hjarbæk Fjord Camping i uge 28, 29 og 30. Op til 110 familier samles for at lave mad, spise sammen og netværke, hvor de deler hverdagens glæder og udfordringer. Det er en uvurderlig oplevelse, der giver enlige forældre og deres børn mulighed for at danne nye forbindelser og skabe varige minder. 

Støtte fra Favrskov Erhverv og OnlineSynlighed.dk

I sin søgen efter at udbrede budskabet til så mange som muligt, og samtidig forbedre sine færdigheder inden for den digitale verden, blev Karina opmærksom på muligheden for at få et skræddersyet kompetenceløft gennem Favrskov Erhverv. 

Det er Favrskov Kommune, der tilbyder en erhvervspulje, administreret af Favrskov Erhverv, til lokale SMV-virksomheder og iværksættere, som derved har mulighed for at få op til 5.000 kr. i tilskud til kompetenceløft. 
Efter bevilling af kompetenceløftet søgte Karina undervisning hos det lokale marketingbureau, OnlineSynlighed.dk i Hadsten. 

OnlineSynlighed.dk var imponeret over Karinas projekt, og besluttede derfor at støtte hendes sag med et sponsorat, som udgør ekstra rådgivning og hjælp, ud over kompetenceløftet fra Favrskov Kommune. Med et kompetenceløft får du hjælp og undervisning fra en konsulent, så du selv kan udføre de pågældende opgaver. 

Det blev således til en hel dags 1:1 workshop med marketingkonsulent Maria Røser fra OnlineSynlighed.dk. 

“Det var virkelig en spændende workshop! Maria er fantastisk til at lære fra sig, og jeg er fyldt op med spændende viden om hjemmeside og annoncering,” deler Karina begejstret.

”Ja, og så er jeg da rigtig spændt på dén annonce, som jeg sender ud til 2,2 mio. danskere i dag” tilføjer hun med et let nervøst smil.”

Med kompetencerne i hus er Karina og hendes SommerCamp For Enlige Forældre nu klar til at nå ud til en bredere målgruppe og skabe endnu mere opmærksomhed, der skal være med til at tiltrække enlige forældre og deres børn til at holde ferie sammen i skønne omgivelser. 

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler