For nogle år tilbage blev Anna Christensen ramt af en hjerneblødning, hvilket betød at hun var nødt til at stoppe på sit job, og stadig har smerter i venstre side af kroppen.
Indtil for fire år siden var Anna Christensen i fuld vigør, men blev så ramt af en hjerneblødning, der fra den ene dag til den anden, vendte op og ned på tilværelsen. Hun var indlagt i godt et halvt år, først i Holstebro og sidenhen på Hammel Neurocenter, inden hun kunne vende hjem til Lerbjerg, hvor hun bor sammen med hendes mand.
Anna er stadig mærket i venstre side af kroppen, og derfor går hun en gang i kvartalet til akupunktur hos Voldum Akupunktur Klinik, som medvirker til, at hun får det markant bedre.
”Jeg bliver tung og træt i kroppen, og mit venstre ben begynder jeg at slæbe, og så må jeg en tur over til Inge (ejer af Voldum Akupunktur Klinik), så hun kan få mig på ret køl igen. Hun sætter nåle i hele venstre side, så jeg nærmest ligner et pindsvin, og efter en times tid er jeg klar igen. Jeg føler nærmest, at jeg svæver derfra”, kommer det med et stort smil fra Anna, da ByensNyt besøger hende i hjemmet i Lerbjerg.
Behandlingen hos Inge i Voldum er ingen mirakelkur, og derfor går smerterne aldrig helt væk hos Anna, men det gør livet meget lettere, fortæller Anna, der tidligere også har brugt akupunktur i forbindelse med seneskedehinde betændelse.
”Det kommer aldrig til at gå helt væk, men behandlingen med akupunktur kan holde det nede, så jeg føler jeg har det godt i det daglige. Jeg kan mærke en lettelse i kroppen med det samme, og i dagene efter bliver det bedre og bedre. Nålene er med til at åbne op for nervebanerne, og jeg kan med det samme mærke, hvordan musklerne begynder at arbejde, og behandlingen gør, at jeg ikke behøver at tage smertestillende medicin. Jeg er også sikker på, at gik jeg ikke til akupunktur, så var jeg nødt til at bruge rollator som jeg gjorde i starten, så jeg har på mange måder fået et bedre og lettere liv”
Anna Christensen kan slet ikke forestille sig et liv uden akupunktur, og hun anbefaler alle dem hun kender der har det skidt på den ene eller anden måde, at benytte sig af akupunktur.
”Der er en del der synes det er noget ”hokus pokus” med akupunktur, men jeg kan kun anbefale det, og siger det til alle dem jeg kender der går og døjer med et eller andet, at de skal prøve det, fordi jeg er sikker på det kan hjælpe dem”, fortæller Anna Christensen.