På mandag arrangerer Kulturhuset Sløjfen samt Favrskov Musikskole endnu engang Juletræsfest i Lilleåsalen med start klokken 16 og godt halvanden time frem.
Juletræsfesten er inspireret af den klassiske juletræsfest som har eksisteret i forsamlingshuse over hele landet, og det var i sin tid Gregers Petersen der foreslog idéen til Sløjfen, med udgangspunkt i, at kulturhuset havde til formål at være fremtidens forsamlingshus.
På mandag er der derfor store fest i Lilleåsalen, hvor Favrskov Musikskole underholder med sang og musik, der skal danses rundt om juletræet, Søren “Banjomus” kommer og optræder, og sidst, men ikke mindst, så kommer julemanden også forbi med julegodter. De er i øvrigt sponseret af Kvickly Hadsten.
Der er slikposer til alle børn med billet, som kan afhentes gratis på Hadsten Bibliotek, og vent ikke for længe, da der kun er 150 styk til dette arrangement.
Skafferiet har lovet at diske op med diverse lækkerier i caféen til rimelige priser til de voksne, mens børnene morer sig i Lilleåsalen.