Klokken var lige knap 8 fredag morgen da jeg stødte på en ventende Lars Blomst for enden af Søndergade.
Lars fik hurtigt selskab af Niels Christian Laustsen og Linette Andersen fra Favrskov Kommune. De havde sat hinanden stævne for at begive sig ud på en vanding rundt i Midtbyen.
I sin egenskab som formand for Hadsten Handel går Lars Simonsen et par gange om året en travetur sammen med repræsentanter fra Kommunens afdeling for Trafik & Veje for at drøfte, hvor man med fordel kan sætte ind for at gøre det hele lidt bedre.
“Det er jo ikke altid, at vi kan gøre noget lige nu og her” fortæller Niels Christian Laustsen “men andre gange skal vi blot vide det og så kan vi gøre noget med det samme”.
“Ja” fortsatte Lars, “I var da i hvert fald hurtige da jeg gjorde jer opmærksom på nogle manglende handicapskilte. De kom jo op allerede samme uge og selv om det tog lidt tid, så var jeg også rigtig glad for den snak vi havde om fliser og beplantning nede ved ejendommen hvor Butik Natalie ligger i rundingen mellem Ågade og Søndergade. Det er jo blevet rigtig flot” bifalder han.
“Jamen, der har vi jo en fælles interesse” Linette Andersen. “Nogle gange er det jo et element i en større plan og derfor må vi i de tilfælde vente, men så bliver det også rigtig godt” siger hun.
Når Lars går tur i byen og falder over et eller andet , som han tænker man med fordel kan udbedre, så skyder han ofte et foto og så tager han kommunens folk med til stedet, så de kan kigge på det. “Det kan være små udbedringer og almindeligt vedligehold på beplantning, fliser, skilte og den slags og det bliver tit løst hurtigt.
“Men vi benytter da også lejligheden til at drøfte drømme og visioner” siger Linette. “Ja, det er det gode ved smalltalk i en tillidsfuld relation” fortsætter Lars. “Lige nu går vi og taler om parkeringsarealet på sydsiden langs banen” fortæller han. “Der kunne virkelig gøres en forskel, men der er vi nødt til at afvente, at Banedanmark afslutter de mange arbejder i f.m. elektrificeringen og der går nok endnu et par år, så vi må jo væbne os med tålmodighed.”
Det seneste rygte forlyder, at broen over banen på Skanderborgvej måske slet ikke skal løftes alligevel men, at Banedanmark kan løse det på anden vis. I Hadsten Handel går man og håber på, at rygtet holder vand, så byen ikke kobles af indfaldsvejen, mens projektet står på.
Som kunde i byens butikker tænker man måske ikke altid over det store ansvar som Hadsten Handel påtager sig og som rækker lagt ud over det at drive butik. Dels samarbejder man med bl.a. Lions og Sløjfen om forskellige aktiviteter for byens familier og dels har man i handlen en ægte interesse i, at bymidten er atrraktiv for alle borgere, hvad enten de har et ærinde i butikkerne, i Sundhedshuset, i biografen eller om de skal til træning i Hadsten Motion eller et andet sted eller om de skal til læge eller tandlæge i midtbyen.
Det tror jeg godt, at vi alle kan være bedre til at påskønne ved bl.a. at lægge de fleste af vores indkøb i byen.