I august sidste år, introducerede Favrskov Gymnasium det de kalder “Aftentanker på FG”, hvor gymnasiet åbner dørene for lokalsamfundet til foredrag med relevante samfundstænkere.
Den første taler var Nina Smith, der er økonom på Aarhus Universitet, og det blev en stor succes med fuldt hus. Nu er Favrskov Gymnasium så klar til endnu en omgang aftentanker. Denne gang med den konservative historiker, Christian Egander Skov, der gæster gymnasiet 23. januar.
Christian Egander Skov forudså inden Folketingsvalget i 2022 blå bloks forfald. Bogen ‘Borgerlig krise’ satte ord på nogle af de tendenser vi så efter valgets afholdelse. ‘Aftentanker på FG’ har inviteret den konservative historiker Christian Egander Skov til et foredrag om bogen tirsdag d. 23. januar fra kl. 19.00-20.30 på Favrskov Gymnasium, lyder det fra Favrskov Gymnasium og fortsætter:
Samtidsanalysen og bogen ‘Borgerlig krise’ modtog i 2022 Weekendavisens Litteraturpris og senest har historikeren deltaget i programmet ‘Partier i brand’ på DR. Flere pointer fra bogen vil blive udfoldet, og Christian Egander Skovs analyse af en borgerlighed i krise på grund af en øget rivalisering og kærlighedsløst parløb mellem Det Konservative Folkeparti og Venstre vil være central. Hvad vil en regeringskoalition med Socialdemokratiet skabe for blå blok? Bogen kom med denne advarsel og forudsigelse inden valget: ‘… at vikle sig ind i en teknokratisk storkoalition med et Socialdemokrati, som har kappet fortøjningerne og driver rundt i skiftende ideologiske farvande.’
Alle er velkomne og foredraget er gratis. Tilmelding på favrskov-gym.dk/nyheder.