I eftermiddag og aften er der Kunstaften i Søndergade, arrangeret af Hadsten Handel, hvor flere lokale kunstnere udstiller i byens butikker, en del af dem er endda i gang med produktion i de fire timer, som eventet varer.
Flere børnehaver har sagt ja til at deltage på forskellig vis, og i Selling Børnehus har man lavet en flot forårsguirlande, som bliver hængt op i Søndergade her til eftermiddag.
“Vi fra Selling børnehus er stolte over, at kunne levere denne flotte forårsguirlande med flag som børnene har kreeret, og vi glæder os over, at vi som institution kan være med til at bakke op om vores lokalsamfund på denne måde”, lyder det fra Selling Børnehus der tilføjer:
“Kunst er mange ting og har mange forskellige udtryksformer, og spiller en afgørende rolle i børns dannelse. Den er med til at skabe et fælles kulturgrundlag, de kan trække på nu og senere i livet. Kunst giver rum og mulighed for at skabe, styrke og forandre børns sociale fællesskaber og hvert barn i vores hus har fået muligheden for at få lov til at vise deres kunstflag til deres forældre og dette viser vi frem med stolthed. Hver enkelt har dermed haft muligheden for at udtrykke sig på forskellige måder uanset alder og derefter være stolte over deres færdige resultat”.
Den flotte guirlande kan, sammen med meget andet flot kunst, opleves torsdag fra klokken 16-20 i Søndergade.